International politik
Terrorisme? Brexit-rodet? Eksisterer Isis stadig? Kan Biden genskabe tilliden til USA efter Trump? Hvad er det nu med Polen, indlandsisen og den nordvestlige sejlrute, hvad med Putins Rusland, og hvor er Kina på vej hen? Der er nok at tage fat på.
Alt dette og mere til kan du få arbejde med i International politik – og få så klar besked, som man nu kan give. Politiske begivenheder betyder faktisk noget for os alle sammen, for en enkelt begivenhed står ikke alene, men indgår altid i en større global eller regional sammenhæng. En enkelt, uoverlagt handling kan f.eks. betyde stigende oliepriser med efterfølgende produktionsfald i USA og Kina, hvilket kan forværre handelskrisen mellem de to lande, hvilket vil få handelskonsekvenser for USA’s forhold til EU.
De internationale begivenheder kan være svære at forstå og forholde sig til. Du kommer til at gå bag om overskrifterne og arbejde med de mekanismer og kræfter, der styrer og præger internationale politiske begivenheder. Vi vil sammen dykke ned i udvalgte problemer og prøve at forstå, hvorfor det sker og hvad der bestemmer udfaldet. Det kan næsten sammenlignes med et Sherlock Holmes-mysterium. Hvem er aktørerne, hvad er motivet og hvilke konsekvenser får handlingen? Så hvis du har en lille detektiv i maven, er international politik lige noget for dig.