Børn og billeder

Børn & billeder

I faget børn og billeder er der gang i den! Cirka hver anden undervisningsgang har vi besøg af søde børn og oplever livgivende og inspirerende samvær med dem.

Vi har samarbejde med de lokale institutioner og inviterer dem indenfor i højskolens læringsrum. Alle får et smil på læben og dyrebar læring ud af faget børn og billeder, uanset om du har arbejdet i en børnehave eller det er første gang, du er sammen med et menneske på 110 cm. Med et barn eller en lille gruppe børn får du mulighed for at opleve nære relationer og kommer ind på livet af børnene.

Vi gennemgår teorier om, hvordan barnet udvikler sig motorisk og undersøger, hvordan vi kan imødegå dette i vores valg af aktiviteter. Måske skal vi lave en tumlebane, måske skal vi klippe med en saks. Sanserne har stor betydning for barnets udvikling. Det undersøger vi og forsøger os med kendte og ukendte sanselege og påvirkning af sanser. Det kan være, vi skal lege med smagssansen og lave havregrynskugler, og måske opdager vi, hvor lang tid et barn kan være optaget af at lege med hjemmelavet slim eller modellervoks.

Vi dykker ned i kendte fortællinger og eventyr og arbejder med, hvordan man kan skabe nye fortællinger ved hjælp af fantasi og kunst. Vi opdager, at børn også har overvejelser om livets store spørgsmål, når vi har filosofiske samtaler med børn. Er man for eksempel stadig sig selv, hvis man mister et ben, og kan man tegne en tanke eller en følelse? Vi besøger også børnene i deres børnehave og ser, hvordan børns hverdag kan se ud. Måske overrasker vi dem i skoven med ”Bro bro brille” eller ser, om vi kan være med i deres tempo op og ned ad bakken.

Som elev i faget børn og billeder er du selv med til at bestemme, hvilke aktiviteter vi skal lave og afprøve, hvordan dine ideer bliver til virkelighed.