Styrke

Styrke

I ‘styrke’ arbejder du med hvordan man bliver stærk. Vi har fokus på en række fundamentale træningsprincipper og sikrer, at du får de redskaber, der skal til for at navigere i dit eget og andres træningsliv. Vi vil både nørde de tekniske aspekter i de store styrkeløft som squat, dødløft og bænkpres, samtidig med at vi giver den max gas med en masse intensive workouts. Du vil med sikkerhed blive udfordret med fysisk hård træning og stifte bekendtskab med en bred vifte af træningsformer. Du vil få praktisk erfaring med træningsformer som fx kettlebells, frie vægte, TRX, vægtløftning, streetworkout mm.

Vi skal også arbejde med at sætte målsætninger. Måske ved man godt, hvad der skal til, men hvordan får vi det faktisk gjort?! Du vil blive præsenteret for redskaber til at designe dit eget program, skræddersyet til at indfri din målsætning. Du vil også blive i stand til at målrette din egen træning med udgangspunkt i din situation, men du vil også prøve kræfter med instruktørrollen. Vi arbejder med feedback og træning af forskellige målgrupper, fx. ældre, børn og genoptræning efter skader. I styrke tager vi også spadestikket dybere ift. teoretisk viden om muskler, programlægning og bevægelseskvalitet. Du vil få en grundlæggende forståelse for kroppens bevægeapparat og samspillet mellem nervesystem, sener og muskler. Vi vil også se på styrketræning i et samfundsmæssigt perspektiv. Kropskulturen er i fokus som aldrig før, og aldrig har flere haft et medlemskab til fitness. Hvorfor har vi dette ønske om en mere optimeret krop med store muskler eller en slank talje? Hvilke sundhedsmæssige aspekter er der i styrketræning? Hvis du er interesseret i at diskutere disse spørgsmål og give den max gas, så er styrke lige noget for dig. Alle kan være med, der vil altid blive taget udgangspunkt i dit niveau, og øvelserne vil selvfølgelig tilpasses efter ens evner.

Kalender

  1. Online Åbent Hus den 3. august

    august 3 - 17:30 - 18:30
  2. Åbent Hus den 10. august

    august 10 - 17:30 - 19:30
  3. ”Syng, spis og snak” på Rønde Højskole 29. september

    september 29 - 18:30 - 21:00