Brætspil

Brætspil er mere end bare brætspil! Det er kommunikation, samarbejde, strategi, forståelse, design, produktudvikling og meget mere. I brætspil spiller vi selvfølgelig en masse spil. Men vi skal også analysere spillene undervejs: Hvordan spilles det bedst? Kan spillet forbedres? Hvornår spiller man spillet? Hvad betyder æstetikken for spiloplevelsen? Er spillet lige relevant for forskellige typer mennesker? Hvad kan vi lære af spillet og tage med os, når vi rejser os fra bordet?

Ud over at spille spil, skal vi revidere spil og udvikle vores egne spil. Mere konkret skal vi udvikle og designe nye brætspil via digitale værktøjer og metoder, som bruges af spiludviklere og IT-konsulenter til at designe spil, hjemmesider o.lign.

Du kommer også til at lære noget om dig selv undervejs. Spillene viser os nemlig meget om vores personlighed. Er jeg den type, der satser alt på et bræt? Er jeg alt for forsigtig, så jeg ikke tør gribe chancen, når den er der? Kan jeg lide tilfældighed, eller er jeg mere til struktur og orden?