Guitar for begyndere

Guitar for begyndere

Guitaren er et de sjoveste instrumenter at lære at spille på, fordi det hurtigt kommer til at lyde af noget!

Til begynderguitar får du kendskab til guitaren som instrument og lærer at akkompagnere til fællessang eller i en bandsammenhæng.

Vi arbejder i udgangspunktet med akkorder, men kommer i forløbet også til at arbejde med fingerspil, riffs og skalaer. I begyndelsen af semesteret får du udleveret en guitar, som er din under hele opholdet, og du kan derfor også tage den med til fællessang i dagligstuen, ved bålet og på værelset. Til begynderguitar er det afgørende, at vi sammen får skabt et miljø, hvor der er plads til at fejle, grine og eksperimentere. Det gør det meget nemmere at kaste sig over guitarspillet og acceptere, at alle udvikler sig i forskelligt tempo.

Gennem forløbet vil du blive introduceret til generel musikteori, og du får derfor også en forståelse for både rytme, becifring og nodelæsning. Når vi har bevæget os udover de første begyndernumre, kommer du til at stifte bekendtskab med guitarens rolle i musikken hos alt fra Beatles, Pink, Christoffer og Artic Moneys til Mads Langer, Kim Larsen, Sam Smith og Tina Dickow. Undervisningen foregår på mindre hold, og der introduceres hver gang til en ny akkord, et riff eller teknik. Du får på timen mulighed for at afprøve dagens opgave selv, men det er også en helt naturlig del af undervisningen, at I hjælper hinanden og spiller i grupper af to eller flere.

Ud over den ugentlige undervisning forventes det, at du selv i løbet af ugen øver dig på guitaren, så du er parat til at gå videre med næste uges opgave. Du får hertil udleveret et hæfte med akkorder, strummingmønstre og sange.

Vi håber, du har fået lyst til at spille guitar og glæder os til at se dig!

Kalender

  1. ”Syng, spis og snak – Online” på Rønde Højskole 29. september

    september 29 - 19:30 - 20:30
  2. Åbent Hus på Rønde Højskole den 30. september

    september 30 - 17:00 - 19:00
  3. AFLYST: Elevstævne

    oktober 3 - 10:00 - 16:30