Volleyball

I volleyball er der to ting, som vægter højt; samarbejde og teknik. Volleyball kan ikke spilles, uden at man som hold arbejder sammen for at få det til at lykkes.

Der er altid forskelle i erfaring og niveau mellem deltagerne, ligesom hver enkelt person på vollyball-banen har sine forcer og svagheder. Men det er nødvendigt, at der tages højde for alt, og at alle inddrages for at volleyball-spillet bliver en succes. Der er ingen kropskontakt, og ens eget hold og modstanderholdet er adskilt af et net, og derfor er det også tydeligt, at teknikken spiller en stor rolle. Der er få grundslag i det simple volleyballspil, og allerede efter kort tids øvning kan man få et spil til at fungere, så det både er sjovt, men også konkurrencepræget. Volleyball på Rønde Højskole er for alle, uanset om man har meget erfaring, eller man aldrig har prøvet det før. Vi starter stille og roligt med grundslagene og basal taktik og arbejder os videre mod et mere komplet volleyspil. Lege og en generel legende tilgang er et gennemgående fokuspunkt – det skal være sjovt!

En undervisningsgang er ofte bygget op med relevante bold-relaterede og/eller samarbejdsøvelser, for at få både krop og hjerne klar til volleyball. I starten vil der herefter typisk være simple og specifikke øvelser til at træne noget helt grundlæggende – fx grundslagene. Der er generelt stor opmærksomhed på det hele spil og samarbejdet mellem spillerne på samme hold. Det bærer de forskellige øvelser også præg af, da langt de fleste er mere eller mindre spilrelateret. Kampe, enten med modifikationer eller som det står beskrevet i de officielle regler, plejer altid at være sidste begivenhed i en undervisningsgang.

Volleyball er også en meget populær aften- eller weekendaktivitet, hvor mange fra højskolen, også dem som ikke har faget, deltager. Ofte spiller vi også kampe mod andre højskoler. Volleyball er for dig, der har prøvet det før, eller dig som aldrig har prøvet det før. Det er sjovt og man bliver bedre, konkurrerer og får sved på panden.