”Højskole er nybagte pandekager i køkkenet om aftenen”
Louise Østergaard Rasmussen læser medicin på Århus Universitet. Vejen til medicinstudiet gik igennem et højskoleophold, selv om det ved første øjekast føltes som lidt langt hjemmefra.
At blive læge var den store drøm lige siden Louise var en lille pige. Og da gymnasiet var afsluttet, stødte hun på Rønde Højskoles studieforberedende linjefag Sygepleje & Medicin. Lidt skeptisk tog hun på besøg på højskolen.
”Jeg havde faktisk besluttet, at jeg ikke ville tage på højskole alligevel. Det var langt hjemmefra, og jeg var meget i tvivl om, hvad de næste par år skulle bringe. Jeg befandt mig ved en skillevej i mit liv, hvor jeg på den ene side gerne ville i gang med min videregående uddannelse, men på den anden side havde jeg brug for at prøve noget andet end at gå den lige vej. Da jeg mødte op på højskolen den sommerdag præsenterede en lærer mig for linjefaget Sygepleje & Medicin, det store udvalg af valgfag og de forskellige faciliteter. Derefter var jeg ikke i tvivl. Jeg skulle på højskole,” fortæller Louise.
Faglighed og fællesskab
Da Louise skulle lave sit skema på højskolen valgte hun fag, som var relevante for det medicinstudie, hun håbede på – og der var heldigvis en del at vælge imellem. Hun valgte blandt andet Etik & Eksistens, Filosofi, Psykologi og Konflikthåndtering.
”Undervisningen i de enkelte fag var meget bredspektret. Det var meget lærerigt at få udvidet sin horisont og dermed se tingene fra flere synsvinkler, når det gælder helt grundlæggende problemer i samfundet. Og mit hovedfag var naturligvis Sygepleje og Medicin. Vi var et stort hold elever, som f.eks. ville være fysio- og ergoterapeuter, tandlæger, jordemødre, læger og sygeplejersker. Alle kom med forskellige forudsætninger for at forstå de forskellige emner i faget, men vores undervisere formåede at danne et godt niveau. Det var en god måde at få repeteret emner fra gymnasiet og samtidig blive udfordret i emner, som vi aldrig havde hørt om før,” siger Louise.
Men det faglige var kun en side at højskoleopholdet. Vennerne og samværet uden for skoletiden er noget af det, Louise savner i dag.
”På kort tid lærer man utroligt mange mennesker at kende. Den første uge kan godt være en smule anstrengende, fordi man gerne vil fremvise den bedst mulige udgave af sig selv. Man bliver dog hurtigt afslappet i det nye miljø og finder sammen med nogle mennesker, som man bare klikker utroligt godt med. Det kan være starten på venskaber, som varer livet ud. I starten synes jeg, det var lidt svært at bo sammen med så mange mennesker, men nu om dage kan jeg godt savne det. Det var hyggeligt at mødes til nybagte pandekager sent om aftenen i køkkenet og at tage smutture til de lokale købmandsbutikker lige før lukketid. Dengang var det en del af hverdagen, men nu kan jeg godt mangle filmhygge, bordfodbold og volleyball i hallen,” siger Louise.
Et stærkt farvel
Da opholdet var slut, og eleverne stod i en lang række for at sige farvel, gik det op for Louise, hvor stærkt elevernes fællesskab egentlig var.
”Det gik pludseligt gik op for mig, at jeg ikke skulle fortsætte en hverdag med alle de her skønne mennesker længere. Vi stod i en lang kæde og havde fået vores højskolebeviser. Og så skulle vi sige farvel til hinanden én efter én. Normalt er jeg ikke en, som græder over sådan noget. Det skulle vise sig at blive en stor løgn, for da den ene gode veninde eller ven efter den anden kom og fik et farvelknus, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage længere. Det var der ikke mange, der kunne. På lidt over fire måneder havde vi fået bygget et fællesskab op, som er svært at sammenligne. Selv de personer, som man ikke havde haft så meget med at gøre i forløbet, kommer man til at savne. Man kan næsten altid komme i tanke om en sjov episode, som man har haft med den enkelte. Det var en meget rørende dag,” husker Louise.
Forskning og rejse – en fremtid med fart på
I dag er Louise i fuld gang med studiet og vakler mellem at specialisere sig i en form for kirurgi eller speciale i anæstesiologi. Og så kommer de næste overvejelser om, hvordan man balancerer en krævende karriere med det familieliv med familie og en masse dyr, som Louise også drømmer om.
”Mine planer ændrer sig, hver gang jeg ser et nyt afsnit af en tv-serie om læger. Alle de mange specialer har nogle elementer, som jeg synes virker interessante. På et tidspunkt i forløbet kunne jeg godt tænke mig at tage et semester i udlandet eller rive et halvt år ud af kalenderen og lave noget frivilligt arbejde i nogle u-lande. Heldigvis udbyder en hel del foreninger netop rejser som disse for medicinstuderende. Jeg tror på, at en rejse, hvor man får lov til at gøre en forskel for dem, som har brug for det, kan gavne én selv i sidste ende. Man får en masse i sin rygsæk, som forhåbentligt kan bruges senere i livet,” fortæller hun.
For selv om studiet er hårdt og krævende, så føler Louise, at hun er på rette vej.
”Jeg kan ikke se mig selv på en anden uddannelse. Fagene er spændende, selvom jeg da til tider er faldet i søvn med hovedet i bøgerne. Ved siden af studiet arbejder jeg i et laboratorium som studiemedarbejder. Jeg sætter stor pris på at bruge mine hænder og se et fysisk resultat af det, jeg laver. Derudover bruger jeg tid som samarit og nødbehandler, hvor jeg får prøvet mine evner af i akutte situationer. Jeg befinder mig ikke midt i min drøm, men jeg er lige på trappen til den drøm.”
