Business & Economics

Business & Economics på Rønde Højskole

Linjefaget Business & Economics er for dig, der er optaget af staters, virksomheders og organisationers aktiviteter i en globaliseret verden. Læs mere her.

Økonomi og erhvervsliv er også at kunne snakke med mennesker

Selv om Sara læser på Aarhus School of Business, er højskolens værdier i høj grad i spil på studiet. Nyt linjefag på Rønde Højskole skal forberede unge til et liv i økonomisektoren.  

Sara

Økonomi er måske ikke det første fag, der falder dig ind, når du tænker på højskolefag. Men det burde det måske være? I hvert fald ifølge tidligere højskoleelev Sara Sofie Kiilerich. For unge, der er interesserede i at arbejde med erhvervsøkonomi, kan sagtens få udbytte af et højskoleophold, mener hun.

En verden af økonomi og tal

Sara bor på Frederiksbjerg i Århus, hvor hun lige er blevet færdig med sin bachelor fra Aarhus School of Business and Social Sciences. Sara har læst erhvervsøkonomi med tilvalget Informationsvidenskab og er lige nu i gang med sin kandidat i Information Management, som har IT og Business som fokus. Samtidig er hun holdunderviser i bachelorfaget Forretningsudvikling med Informationssystemer og studentermedhjælper i en virksomhed, hvor hun har fokus på procesoptimering og IT. Med andre ord er Sara godt på vej ind i en verden af økonomi og tal. Men det betyder ikke, at højskolen var en fremmed verden. For hun startede lige som så mange andre med et stort spørgsmål: Hvad er det, jeg skal?

Højskole er relevant for økonomistudiet

Sara tog på højskole, fordi hun ikke vidste, hvilken uddannelse, hun ville tage.
”Jeg havde hørt fra mange, at det var vildt fedt at være på højskole, men det var også, fordi jeg havde haft halvandet sabbatår og stadig ikke vidste hvad jeg ville tage af uddannelse. Så jeg tog på højskole for at finde ud af det – og for at få en masse nye venner,” siger Sara.

Venner fik hun heldigvis masser af. Men det var også en øjenåbner for Sara i forhold til, hvor meget et højskoleophold kan bruges til.

”Jeg tror i bund og grund, at uanset hvilken vej du vælger at uddanne dig indenfor, så er det aldrig en dårlig idé at tage på højskole. Højskole handler om fællesskab og om at udvikle sig personligt såvel som fagligt. Og det er lige så relevant at tage på højskole, hvis man vil økonomivejen, som hvis man vil en anden, mere humaniora-præget vej. Du lærer mere om dig selv, og du lærer at tænke fagligt igen, efter du måske har haft nogle sabbatår, som forbereder dig på den uddannelse, du skal på,” siger Sara.

Den bedste forberedelse til universitetet

Især det med at lære at tænke fagligt viste sig meget nyttig for Sara, fordi hun alligevel følte sig lidt rusten efter sabbat-perioden.

”Fagligt lærte jeg en masse omkring den naturvidenskabelige og tekniske verden, hvilket i høj grad spiller en rolle i forhold til, at mit studievalg gik i retning af økonomien. Efter halvandet år uden nogen form for skole var jeg lidt bekymret for, om jeg overhovedet kunne finde ud af at læse og lære igen. Men højskole var den bedste form for forberedelse til en uddannelse på universitetet. Vi lavede projekter og fremlæggelser som gjorde, at jeg fik en lidt blødere start på studiet end mange andre; siger Sara.

Personlig udvikling

Personligt var udbyttet også stort for Sara. ”Jeg fik rigtig, rigtig meget ud af højskoleopholdet. Jeg fik en masse nye venner, som jeg stadig har kontakt til i dag, selvom det snart er 4 år siden, jeg gik på højskole. Jeg lærte meget om mig selv og hvordan min rolle er i større forsamlinger og i det fællesskab, som højskolen er. Jeg var med til at planlægge større events og andre begivenheder på højskolen som gjorde, at jeg blev bedre til at planlægge og organisere, hvilket også hjælper en meget ikke bare på studiet, men også i mit job. Og så husker jeg stadig tilbage på højskolefesterne som nogle af de bedste fester, jeg nogensinde har været til!”

At omfavne forskellighed

Rønde Højskoles nye linjefag Business & Economics er målrettet unge, der interesserer sig for, hvordan forskellige økonomiske perspektiver og ideologiske tilgange har afgørende betydning for menneskers liv og samfundets udvikling. Eleverne bliver undervist i discipliner inden for økonomi, ledelse, politik, globalisering, administration og forretningsudvikling. Alt sammen vigtige discipliner. Men mindst lige så vigtigt er ifølge Sara de kundskaber, som højskoleopholdet giver rent menenskeligt.

”En stor del af at arbejdet indenfor økonomi og erhvervsliv er, at du skal kunne snakke med mange forskellige type mennesker. Dette er i høj grad noget, man lærer på højskole. Der findes mange forskellige mennesker på en højskole, og det hjælper dig til at snakke med andre typer end dig selv og udvide din horisont. Det er på mange måder det, der gør dig mere voksen. Og så er der mange fagbegreber inden for økonomi og erhverv, som er fantastisk at stifte lidt bekendtskab med, inden man starter på studiet, især hvis man ikke kender så meget til økonomiske termer,” siger Sara.

Og det er netop disse højskole-værdier, Sara tager med ind i både sit studie og sit arbejdsliv. Værdier, som i høj grad er væsentlige.

”At omfavne forskellighed er en meget stor del af det, jeg har taget med videre fra højskolen. Det er helt klart noget af det, der har lært mig at håndtere og arbejde sammen med andre inden for økonomi og IT både på min arbejdsplads, men også i min studiegruppe. Nok noget af det vigtigste på en arbejdsplads i erhvervslivet er at kunne samarbejde og se tingene fra forskellige perspektiver, og dette har højskolen været med til at hjælpe mig med. Generelt set har højskolen været med til at gøre mig et mere åbent menneske. Den var med til at få mig til at sætte mål for mig selv og finde ud af hvordan jeg opnår dette,” siger Sara.