”Det var vigtigt for mig at blive afklaret og få valgt rigtig”
Anna Vainö studerer psykomotorik på Professionshøjskolen i København. For hende åbnede højskoleopholdet kombineret med rejseprojektet døren til uddannelsen.
Da Anna Vainö startede på højskolen, håbede hun på at finde den uddannelse, der passede perfekt til hende. Hun havde en ide om, at hun muligvis skulle være pædagog og i hvert fald arbejde med mennesker.
”For mig var vejen til uddannelsen meget mere ”oppe i hovedet”. Jeg havde brug for afklaring i forhold til, om jeg nu fik valgt rigtigt, og jeg havde brug for motivation til at starte. Jeg valgte Rønde højskole i håb om at det ville åbne mine øjne for nogle uddannelser, som jeg måske ikke selv havde opdaget, og for at udforske mine interesser og blive klogere på, hvad jeg skulle resten af livet. Og så opdagede jeg psykomotorik,” fortæller hun.
”Pludselig var jeg interesseret i skolen”
Anna valgte at kombinere psykologisk og pædagogisk linje med højskolens rejseprojekt. Det bragte hende til Sydafrika som volontør på et børnehjem og til Cambodja.
”Rent fagligt fik jeg virkelig meget med. Aldrig har jeg været interesseret i skolen, men på højskolen var det en helt anden sag. Jeg glædede mig til timer, læste ekstra i fritiden og udviklede mig meget fagligt. Som håbet fik de fantastiske linjelærere også åbnet mine øjne for min drømme uddannelse. Personligt fik jeg også rigtig meget ud af højskolen. I mødet med så mange forskellige mennesker lærer man rigtig meget om sig selv. At være omgivet af personer, der kæmper for at komme ind på deres drømmestudie, er meget motiverende. Ud over det sætter mødet med internationale elever og flygtninge ens eget liv i et større perspektiv. Og nu er jeg startet på studiet! Jeg er så super privilegeret, at højskolen kombineret med rejseprojektet og tidligere arbejdserfaring gav mig en billet direkte ind på Psykomotorisk terapeut-uddannelsen i Hillerød. Så nu starter tilværelsen som studerende i Danmarks hovedstad, og lige nu er det min allerstørste drøm!”