Om genopbygning af hovedbygningen

Birgit Fuglsbjerg ny hovedbygning

Vi venter på sommeren, og vi ser frem til at kunne flytte ind i Rønde Højskole og Efterskoles hovedbygning. 

Genopbygningen af Rønde Højskole og Efterskoles hovedbygning fra 1894 skrider fremad. Vi har at gøre med en gammel bygning, som er blevet bygget ud i små hapsere gennem mange år. Og ofte under forhold med en vanskelig økonomi. Nu fik vi muligheden for at gennemrenovere den imponerende bygning, som er både skolens vartegn, men også et vartegn for Rønde By. Og den bliver smukkere end nogensinde på trods af sine 126 år på bagen. Det sørger arkitektfirmaet Frost Larsen A/S for med et løft på tagkonstruktionen, med kviste og lysindfald, som aldrig før. Og sammen med det oprindelige teglstensudtryk indgår nu nye teglspåner i linjer, der løfter og sammenholder hele hovedbygningen. Det bliver flot.

Rønde Højskole efter udvidelsen i 1913

Rønde Højskole efter udvidelsen i 1913

Vi ser frem til at kunne tage hovedbygningen i brug til sommerkurser og til næste elevhold i efterskolen, og lærerne i begge skoler og administrationen glæder sig til at komme tilbage til et rigtigt hus. På trods af, at der er et stykke tid endnu, inden det kan ske, kan man allerede nu fornemme, hvordan løftet på tagkonstruktionen giver områder med lys, luft og skøn udsigt. 

Visualisering Rønde Højskole

Visualisering af hovedbygningen af arkitektfirmaet Frost Larsen A/S

Hovedbygningen kommer til at være gennemrenoveret, lys og lækker, og med gentænkningen af indretningen kommer der mere indlysende ganglinjer og hyggelige  opholdssteder og naturlig udgang til haven foran. Det bliver så godt.