Et højskoleophold er en oplagt mulighed, hvis du arbejder med et ungt menneske, der har brug for en hjælpende hånd til at genfinde lysten til at lære og komme videre i uddannelse eller hjælp til at finde en retning i tilværelsen. På højskole kan eleverne arbejde med egen læring og udvikling på en måde, du ikke finder andre steder i det danske uddannelsessystem.
Rønde Højskole, Kalø Højskole og Djurslands Folkehøjskole er tre meget forskellige højskoler, der supplerer hinanden godt og derfor appellerer til en meget bred vifte af unge. De muligheder vil vi gerne fortælle dig mere om.
En højskole er et sted, hvor eleven får mulighed for at prøve sig selv af i rammer, hvor der er masser af andre unge at spejle sig i, og hvor der hverken er karakterer eller eksaminer. Vi fjerner det ydre pres fra eleven og giver mulighed for at udvikle sig selv, sociale netværk og kompetencer.
Et højskoleophold er ofte en meget skelsættende tid i et ungt menneskes liv, og det giver typisk retning, afklaring og venner for livet. Derfor ved vi, at unge med et højskoleophold i bagagen ofte kommer i gang med uddannelse eller job hurtigt efter opholdet, og at de sjældnere dropper ud af uddannelsen.
PROGRAM
- 08.30 : Fly-in og mulighed for morgenkaffe og brød
- 09.00 : Velkomst
- 09.10 : Kort præsentation af de tre skoler – hvad er en højskole i 2025
- 09.30 : Fælles oplæg om mulighederne for at komme på højskole – med og uden økonomisk støtte ved Jakob Hvenegaard Andersen (FFD – højskoleforeningen)
- 10.30 : Pause og mulighed for at stille spørgsmål til de tre højskoler.
- 11.00 : Workshops
- De økonomiske tilskudsordninger, puljer, muligheder og regler?
- Hvordan arbejder vi konkret med vejledning på en højskole?
- Elev cases – konkrete eksempler fra de tre skoler.
- 11.45 : Afrunding og tak for i dag
- 12 00 : Mulighed for frokost.
Vi håber, du har lyst til at tage afsted sammen med dine kolleger og blive inspireret til, hvordan vi sammen kan hjælpe unge videre med job og uddannelse.
Kenneth Degnbol, Kalø Højskole
Heidi Vølcker, Djurslands Folkehøjskole
Anders Munthe, Rønde Højskole