Etik & eksistens
Hvad er det gode liv? Vi vil sammen undersøge, hvordan man lever et godt liv, og hvordan man kan være god mod andre. Vi dykker ned i nogle af de komplekse problemstillinger, som vi alle står over for i livet. Vi vil opdage, at der ikke er nogle klare, entydige svar. Til gengæld kan vi få hjælp af forskellige etiske positioner, som leverer forskellige målstokke for, hvordan vi kan træffe etiske valg.
- Vi kigger på konflikten mellem de to store etiske traditioner: Nytteetikken og pligtetikken. Skal vi udføre den handling, som giver mest mulig nytte til flest mulige mennesker, eller skal vi respektere det enkelte menneskes værdighed og rettigheder?
- Vi vil også kigge på dydsetikken fra den græske filosof Aristoteles og tale om, hvorvidt man kan blive trænet i at være et etisk godt menneske.
- Desuden vil vi have fokus på hinanden og mødet med det andet menneske, når vi fordyber os i den danske filosof K.E. Løgstrups etiske fordring.
I dette fag vil vi også forholde dig til din valgte linje på højskolen, så du også får undersøgt og styrket de etiske aspekter af din faglighed. Dermed kan du med dette fag forberede dig på de dilemmaer, du kan stå overfor i dit fremtidige arbejde. Vi vil kigge på presseetik og teknologietik. Vi undersøger etiske problemer inden for sundhedsvæsnet og undersøger de etiske opgaver, der kan opstå i mødet mellem en professionel og en patient.
I dette fag handler det ikke kun om at tilegne sig etiske teorier:
- Vi vil også spille, lege, debattere og udføre forskellige sjove øvelser, som kan gøre de etiske problemer nærværende og tydelige.
- Vi kan også finde på at diskutere danske politikeres moral og bedømme deres etiske fejltrin. Er det okay, at politikere bryder de love, de selv har vedtaget? Er politikeres privatliv relevant for at bedømme deres duelighed som politikere?
- Vi kan også diskutere, hvad man må klæde sig ud som til halloween og fastelavn? Er der grænser for, hvilke udklædninger, der er etiske forsvarlige?
- Vi undersøger også det såkaldte sporvognsproblematik og spørger, om det er okay at slå et uskyldigt menneske ihjel for at redde fem andre mennesker.
- Vi kan diskutere, hvilke patienter man skal give en operation på bekostning af andre.
- Vi går på jagt efter helt nye etiske udfordringer, fx brugen af droner, selvkørende biler og AI chats.
Vi er alle forskellige og har vores egen mening. Det er denne forskellighed, der danner udgangspunktet for faget. I faget kan du øve dig i at kvalificere dine argumenter, og du får mulighed for at ytre dig frit og formulere dine holdninger i et trygt rum. Noget at det vigtigste i faget er samtidig, at du bliver udfordret på dine egne holdninger. Måske skal du i en time påtage dig en bestemt holdning, som du skal argumentere for, selvom du faktisk er uenig. Hvad gør en sådan oplevelse ved dig? Måske bliver du overbevist, eller måske bliver du endnu mere sikker på din egen holdning?