Medicin & Sygepleje
Prøv kræfter med fagene
Vil du være læge, sygeplejerske, jordemoder, tandlæge eller fysioterapeut?
Drømmer du om at arbejde indenfor sundhedsvæsenet eller med idræt? På Rønde Højskoles sygepleje- og medicinlinje kan du snuse til fagene og forbedre dine chancer for optagelse på uddannelserne samtidig med, at du får masser af fede oplevelser og nye venner.
“Rønde Højskole gav mig mulighed for at opnå det hele. Større faglig viden i sundhedsvidenskabelige fag, masser af udfordringer og dybe venskaber.” – Lene Andersen, Stud. Med., Syddansk Universitet
I undervisningen stifter du bekendtskab med fag som anatomi, fysiologi, biokemi og mikrobiologi. Du får styr på fagsproget og vi genopfrisker dine kundskaber og giver dig tid til at fordybe dig i de emner og områder, du er særligt interesseret i. Udover de gængse fag underviser vi dig også i mere overordnede og filosofiske emner som livskvalitet, etik og prioriteringen inden for sundhedssektoren. Hvordan prioriteres der i dag? Hvad og hvem er vigtigst? Og hvordan har du det med det?
I videoen herunder, kan du høre Mathilde og Pernille fortælle om at være elever på Medicin & Sygepleje.
Om undervisningen på linjefaget Medicin & Sygepleje
Vi ruster dig til dit kommende studie og arbejde
Målet med den samlede undervisning er, at du bliver sikker på dine interesser og på, hvilken vej du skal gå ift. din karriere. På et kommende studie vil du få en god start, fordi du kender til sproget på forhånd og har en bred indsigt i sundhedsfagene. Samtidig forbedrer du dine chancer for at blive optaget på din drømmeuddannelse, da flere sundhedsfaglige uddannelsesinstitutioner ser særlig positivt på ansøgere, der på forhånd har kendskab til sundhedsområdet. Ønsker du at forberede dig til en videregående uddannelse, kan du med fordel kombinere linjefaget Sygepleje & Medicin med Rejser med frivilligt arbejde.
Kvote 2
På Rønde Højskole kan du få vejledning i studievalg, kriterier og krav til at søge ind på studie. Der arbejdes gennem studiecafeer med din motiverende ansøgning, både via relevante gæster og sparring med lærerne på den studieforbedrende linje.
Mange studieretninger afholder optagelsesprøver og samtaler i forbindelse med studieoptag. I den forbindelse kan du på Rønde Højskole vælge blandt en lang række valgfag, som kan ruste og styrke dig i de områder og temaer, der er afgørende i en ansøgningsprocess.