21-årige Maja har valgt Rønde Højskoles linjefag Business & Economics. Det skal bruges til at sætte retning i et studieliv, der skal rumme både økonomi og naturvidenskab.
Maja Eskelund fra Ribe valgte en stx-uddannelse med biologi, kemi og matematik, da hun skulle have sin ungdomsuddannelse. Et solidt valg med naturvidenskab. Så fik hun et arbejde på en grillbar, der slet ikke var hende. Det var det næste job derimod. Maja kom til at arbejde i en plastproduktion, og det var hun rigtig glad for.
”Det, jeg fik ud af det job, var en viden om, hvordan en organisation fungerer. Alt fra interaktionen mellem medarbejdere og ledelse, det økonomiske perspektiv, og hvordan man for eksempel håndterede spild – det hele interesserede mig. Og jeg indså, hvor afgørende økonomien er for så mange ting og beslutninger,” fortæller Maja.
Genfinde sammenholdet
Maja valgte også at rejse i sit sabbatår. 16 lande på tre måneder på interrail med to veninder blev det til, indtil corona satte en stopper for planerne. Og efter et par år uden det store sociale liv på grund af pandemien begyndte Maja at overveje højskole.
”Jeg har været på efterskole og var rigtig glad for det, og på højskolen drømte jeg om at genfinde det sammenhold og sociale liv, vi er blevet snydt for under nedlukningerne. Jeg søgte på forskellige højskoler, men Rønde Højskoles linjefag Business & Economics var klart det, der tiltalte mig mest. Jeg var meget i tvivl om, hvad jeg ville, men jeg var opsat på at bruge naturvidenskaben og blive klogere på økonomi og hvad man kan bruge den til – for hvis du vil påvirke verden skal du forstå, hvordan økonomien virker,” siger Maja.
Forskelligheder er en styrke
På højskolen er Maja mest optaget af økonomisk teori og på at komme i dybden med tingene. Inden hun startede havde hun været spændt på, om hun med sin naturvidenskabelige baggrund ville føle, at hun ikke passede ind blandt dem, der har en HHX-uddannelse. Heldigvis blev det ikke tilfældet.
”Jeg havde været spændt på, om det ville føles som et fjerde år på HHX, og om jeg ville være helt sat af. Men man kan ikke mærke, hvem af eleverne der har hvilken baggrund, selvom mange også har en mere samfundsfaglig baggrund. En del af eleverne, inklusiv mig selv, vidste ikke så meget om økonomi og business i forvejen, men det gør ikke noget. Det er tværtimod fedt, at vi kommer på grund af en fælles interesse og med mange forskellige baggrunde. Det skaber et fedt læringsmiljø. Business & Economics er virkelig for alle, og det er vigtigt for mig at understrege,” siger Maja.
Den konstruktive tvivl
Majas tvivl om uddannelsesvalget er der stadig – men hun oplever, at der er godt med tid, rum og støtte i højskolemiljøet til at finde sin egen vej, både ved hjælp af undervisningen og studievejledningen.
”Min store interesse er klima og miljø, og derfor skal jeg stadig finde vinklen i mit uddannelses- og arbejdsliv. Og jeg ved det ikke endnu. Jeg ved, jeg skal have økonomibrillerne på, og min lærer på business er virkelig god til at støtte op om det jeg vil. Han kommer med ekstra litteratur, videnskabelige artikler om miljøøkonomi og CO2-kvoter, og han er virkelig god til at sætte stort fokus på studievejledning og lytte til det, vi gerne vil, så det kan komme med i undervisningen. Han får en ide om, hvem vi er. Sammen med ham skal jeg finde vejen at gå,” siger Maja.
Indtil videre drømmer hun om en tværfaglig uddannelse med naturvidenskab og økonomi, og hun har overvejet uddannelsen Miljø og Fødevareøkonomi. Måske studere i Tyskland i en periode. Men helt sikker er hun ikke endnu.
”Jeg er helt sikkert stadig i undersøgelsesfasen. Og jeg er rigtig glad for den studievejledning, jeg får på højskolen i den proces. Det er rart at kunne fortælle om mine tanker og drømme, og læreren lytter, stiller spørgsmål og prøver at samle mine tanker. Så lige nu skal jeg bare lære og suge til mig, alt hvad jeg kan.”