Nyheder

  • På Rønde Højskole får du hjælp, vejledning og konkret forberedelse, der hjælper dig med at klare dig godt til uniTEST.

  • På Rønde Højskole får du hjælp, vejledning og konkret forberedelse, der hjælper dig med at komme ind på kvote 2

  • Oplev en fantasktisk aktiv uge sammen med din teenager. Familiekurset på Rønde Højskole er for dig , der gerne vil have en aktiv uge med dine børn med unge fra 12 år og opefter. Familiekurset er aktiviteter, sjov og ballade med jævnaldrene samtidig med, at I får god tid sammen som familie. Prøv kræfter med blandt andet kano/kajak, snorkling, fiskeri, kreativitet, klatring på klatrevæg, mountainbike, bålmad, natløb, overnatning i shelter, fortælling, adventure-race, maddyst, slackline, turneringer og sæbekasserally.

Kom på højskole og tag med tilbage i Danmarkshistorien

29. juni – 5. juli 2019

Det er vores store fornøjelse at invitere dig med tilbage i vores fælles historie. Det er den, der binder os sammen, og vi skal diskutere, fordybe os i og reflektere over de vigtigste begivenheder de seneste 2500 år i Danmark.

Et kig tilbage i Danmarkshistorien er ikke kun læren om dengang, men en måde at forstå og blive klogere på vores nutid – og måske vores fremtid? I vores globaliserede verden, hvor alt foregår i et hæsblæsende tempo, kan det være nyttigt og tiltrængt at tage et skridt tilbage og søge svar på nogle af de spørgsmål, man ikke bare kan Google sig til: Hvem er vi danskere, og hvordan er vi blevet til dem, vi er?

Gennem spændende foredrag, udflugter og debat udforsker vi Danmarks begivenhedsrige fortid. I løbet af ugen arbejder vi med emner som dødekult i stenalderen, kongemord og hvad vi kan bruge historien til i dag. Vi ser også på Danmark i den globaliserede verden med vores historie som udgangspunkt og skal blandt andet høre om kampen om den europæiske selvforståelse.

Mød blandt andre forfatter og historiker Søren Hein Rasmussen, initiativtager til danmarkshistorien.dk. For hvordan gør man, når man skal vælge, hvor man slår ned i historien – og hvad siger det om os og vores forståelse af datiden og nutiden? Søren Hein Rasmussen inviterer os også til at lave vores egen Danmarkshistorie – hvad er vigtigst for os og hvorfor?

Søren Hein Rasmussen, historiker og forfatter


Professor Thorsten Borring Olesen tager fat på den europæiske selvforståelse og historiker Peter Yding Bruunbech vil fortælle, hvordan vi bruger historien i dag og hvad det siger om os.

 

Foredrag ved professor Thorsten Borring Olesen fra Aarhus Universitet

Litteraturformidler Sara Nørholm fører os i fællessang og fortælling gennem sange, der tager udgangspunkt eller indgår i Danmarks historie.

Museumsinspektør på Moesgaard Pauline Asingh gæster også højskolen for at fortælle om Marsk Stig, en af de mænd der blev dømt for mordet på Erik Klipping.

Med en arkæologisk guide fra Museum Østjylland skal vi også på tur til Kolindsund og besøge tidligere udgravninger, der fortæller om en dramatisk fortid med ofringer og magtkampe. Turen rundes af med et besøg på Grenå Museum i den gamle købmandsgård.
Vi skal også nyde en middelalderinspireret middag med efterfølgende middelaldermusik og danseundervisning ved gruppen Virelai.

Middelaldermusik og -dans med gruppen Virelai

Derudover byder ugen på inspirerende morgensamlinger, sangaftener, vellavet mad og dejlig natur kun et stenkast fra skolen. Vel mødt til en herlig og berigende uge!

Læs mere og se det fulde program her