Musikforståelse
Har du undret dig over, hvad der sker i hjernen, når vi hører musik? Har du engang hørt nogen tale om et konceptalbum fra bandet Pink Floyd og undret dig over, hvad sådan et konceptalbum mon er? Har du spekuleret over, hvordan et nummer som Despacito kunne blive et kæmpehit dengang i 2017? Eller vil du bare gerne klare dig bedre i musik-kategorien i Bezzerwizzer? Så er musikforståelse måske faget for dig.
I faget sætter vi en lang række af musikkens fænomener under luppen og undersøger alt fra gregoriansk munkesang til det nyeste hit med Taylor Swift. Intet er for stort og intet er for småt.
I undervisningen er vores ører det vigtigste redskab. Hver lektion tager afsæt i et tema, f.eks.:
Musikalske genrer: Her undersøger vi forskellige musikalske genrer som soul, metal, jazz eller country og bliver klogere på deres særlige kendetegn, historie og indflydelse.
Komposition og arrangement, hvor vi skiller musikken fra hinanden og kigger på dens enkelte dele og bliver klogere på former, instrumentering, harmoniske progressioner og samspillet mellem tekst og musik.
Den analytiske værktøjskasse: Vi lærer at bruge musikalske fagbegreber og forstå termer som skalaer, dynamik, akkorder, temaer, rytmer osv.
Den musikalske oplevelse: Vi undersøger hvordan musikken påvirker os, hvorfor bliver vi f.eks. triste, længselsfulde, glade eller vrede, når vi hører et bestemt stykke musik. Hvilke billeder skaber de i hovedet på os og er det overhovedet de samme, som komponisten har prøvet at give os?
Musikhistorie: Her dykker vi ned i musikkens fortid. Hvordan er musikken kommet til at lyde som den gør i dag? Hvilke traditioner står den på skuldrene af?
Ligesom alle andre fagretninger har musikken også sine egne ord og sit eget sprog. Og det er det sprog, vi forsøger at forstå.
Foruden den musik, vi sammen undersøger, vil der være rig mulighed for at tale om netop den musik DU er optaget af og dele dine lytteoplevelser med andre musikentusiaster. Har du f.eks. en forkærlighed for tidlig 90’er hiphop, eller vil du gerne dele din passion for musikken til din yndlingsfilm?
Du behøver hverken kunne noder eller kende hele The Beatles’ bagkatalog for at være med. Her er vores vigtigste redskab nemlig vores ører, og det er nysgerrigheden og ønsket om at blive klogere på musikkens byggeklodser, der driver værket, når vi øver os i at få mere oplevelse, glæde og livskvalitet ud af musikken.
På musikforståelse får du skruet ørerne godt på!