Læs om tidligere elevers vej til drømmestudiet her:
Højskole-elever fra Rønde skal på røst-festival
Danske unge skal blive bedre til at udtrykke det, de føler, overfor andre. Det projekt har Nordea-fonden kastet 8,5 millioner kroner i.
Hvordan skærer man igennem tidens flimmer af sociale medier og falske nyheder? Og hvordan får man sat ord på de ting, der betyder noget? Det er svært og ensomt ikke at blive hørt, og unge skal blive bedre til at bruge deres stemme. Rønde Højskole deltager derfor i projektet Røst for unge på landets højskoler, støttet af Nordea Fonden med 8,5 mio. kroner. Pengene går til at gennemføre 60 undervisningsforløb på landets højskoler de næste fire år for op imod 2000 unge. Det hele kulminerer i en årlig taler-festival og en række events, kaldet » Tale-gaver «, hvor de unge skal udtrykke sig offentligt. Et nyt site, Røst.dk, er netop gået i luften og hylder og dyrker det talte ord med artikler, tale-arkiv, inspirerende øvelser, analyser af taler, videoklip og gode råd til alle, der ønsker at blive bedre til at holde tale.
Nyt fag: retorik
På Rønde Højskole betyder deltagelsen i projektet, at der er oprettet et spritnyt fag, retorik, som i maj sender en elevflok på festival. Her skal de holde taler og deltage i det øvrige program, som er spækket med debatter, performances, musik og workshops med nogle af de stærkeste, aktuelle stemmer i det offentlige rum. De unges taler integreres desuden i den offentlige debat ved særlige talerevents, som arrangeres i forbindelse med fx båltaler til Sankt Hans, Grundlovstaler, Folkemødet på Bornholm,Ungdommens Folkemøde, nytårstaler og meget mere . ”Livsoplysning i 2017 er også, at højskoleelever går foran og er med til at sætte dagsorden for fremtiden – både i det nære i familien og i det mere fjerne – vores fælles samfund. Derfor tilbyder vi faget retorik. På Rønde Højskole kan man øve sig i talekunst og øve sig i at tage ordet og gå foran. Vi glæder os til at følge vore elever på talefestivalen i Køge i foråret og andre steder over det ganske land,” siger højskoleforstander Birgit Fuglsbjerg.