Vandringer på Djursland

2. juli – 8. juli

Priser fra kr. 4.275,-  læs mere om priser

Kursusbeskrivelse

På vandring i varierende landskaber

I denne uge skal vi på opdagelse i Djurslands spændende og alsidige natur – både i Nationalpark Mols Bjerge og de spændende vandrerruter på Norddjurs. Vores dygtige guider kender både de etablerede ruter og de små, hemmelige stier og vil dele ud af deres store viden om flora, fauna og kulturseværdigheder undervejs. Vi får maden bragt ud undervejs af vores køkken og slår os ned midt i det grønne, og vi skal blandt andet opleve Nordsøstien og de smukke kirker, vi møder på vores vej.

Kursus for garvede vandrere

Typisk vil dagsturene være på omkring 15km, men nogle dage går vi kortere ture på omkring 8km, for der er også foredrag, morgensamlinger, fællesskab, fortællinger, sang, hyggeligt samvær og musik på programmet – alt det, der hører højskolen til!
Turene varierer i terræn og er ikke velegnede for gangbesværede. Vær opmærksom på, at turene i denne uge ikke er de samme som på vandrerkurset i den foregående uge, hvor vi vandrer i Nationalpark Mols Bjerge.

Hilsen fra kursuslederen

”På dette vandrekursus folder vi hele Djurslands skatkammer ud for jer efter bedste evne. Og ud over de skønne ruter, vi får i Nationalpark Mols Bjerge, vil vi udforske de spændende og unikke naturoplevelser, vi kan få på hele Djursland. Vi skal blandt andet udforske Nordsøstien, som er en del af et større netværk af kystnære stier i landene omkring Nordsøen. I Norddjurs Kommune går Nordsøstien fra Glatved til Udbyhøj og fortsætter langs den jyske østkyst op omkring Skagen og videre ned langs Vestkysten, og den giver et fantastisk spændende indblik i kystens kulturhistorie. Vi skal opleve de gamle kystskrænter fra stenalderen, også kaldet littorinaskrænter, og vi skal se det rige dyre- og planteliv, der er at finde på disse ruter. Mine mange år som vandreguide gør, at jeg ved præcis, hvor de gemte perler findes, og dem glæder jeg mig til at dele med jer.”

-Kursusleder Gunnar Birkelund

Praktiske oplysninger

Generel praktisk information

Du kan selv medbringe:

  • Termokande/krus
  • Siddeunderlag til udendørs forsamlinger
  • Drikkedunk
  • Ekstra håndklæde (håndklæder kan lejes på skolen: Lille kr. 10,- , stort kr. 20,-)

Priser

Alle priser inkluderer fuld forplejning, sengelinned og 2 håndklæder (1 stort og 1 lille håndklæde) per deltager.

Skolen råder over flere forskellige typer værelser, hvorfor der også er forskellige priser:

A: Standardpris:  Dobbeltværelse – delt bad og toilet 4.275 kr.
B: Dobbeltværelse – eget bad og toilet – tillæg 300 kr. pris i alt 4.575 kr.
C: Enkeltværelse – delt bad og toilet – tillæg 700 kr. pris i alt: 4.975 kr.
D: Enkeltværelse – eget bad og toilet – tillæg 1.000 kr. pris i alt 5.275 kr.
E: Flersengsværelse – med delt bad og toilet 3.300 kr.
F: Sørger selv for logi 2.700 kr.

Ekstra håndklæder kan lejes på skolen: Lille kr. 10,- , stort kr. 20,-.
Der sælges øl, vin og sodavand ved hovedmåltiderne til.

Betaling af kursus

Tilmeldingen bekræftes via email(eller brev) vedhæftet betalingsopgørelse. Depositum på kr. 500 betales inden 10 dage. Af bekræftelsen fremgår, hvornår  restbeløbet forfalder.

Læs også

Program: Vandringer på Djursland 2. juli til 8. juli 2022

Lørdag d. 2. juli
16.00-17.00 Ankomst, indkvartering og kaffe
17.15-17.45 Velkomst
18.00-19.00 Aftensmad i spisesalen
19.30- 21.00 Vi mødes på holdet og gennemgår ugens program og får en rundvisning på skolen, inden vi går en lille aftentur i det fine landskab omkring Rønde
21.00 Kaffe
søndag d. 3. juli
08.00- 08.45 Morgenmad
09.00- 09.30 Morgensamling
09.45- 17.45 Dagens tur starter i et frodigt løvskovsområde ved Gjerrild. Efter turen gennem skoven spiser vi frokost og besøger Sostrup Slot, der har en spændende historie. Fra slottet vandrer vi gennem den gamle stationsby Stokkebro og følger Nordsøstien til Bønnerup. Undervejs bliver der rig mulighed for at se på den spændende plantevækst i klitrækken mod Kattegat.
18.00-19.00 Aftensmad
19.30 – 21.00 Fællessang fra højskolesangbogen
21.00 Kaffe
Mandag d. 4. juLI
05.00 Morgentur i Kalø-skovene
08.00- 09.45 Morgenmad
09.00- 09.30 Morgensamling
09.45- 12.00

Kaffe ca. 10.30

Foredrag: “MOTIVATION til at gå hele vejen.” I august 2011 “fejrede” Gert Rune sit 25-års-jubilæum som etbenet. I den anledning satte han sig for at blive den første dansker med kun ét ben, der gennemfører en såkaldt Ironman -3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,195 km løb – en ekstrem fysisk og mental udfordring. Efter mere end fire års hård træning gennemførte han på under 13 timer. Gert Rune fortæller om, hvordan en positiv indstilling kan gøre hele forskellen i forhold til at skabe succeser på både individuelt plan og i fællesskab.
12.00-13.00 Frokost
14.00 Kaffe
15.00-17.45 Ved Kalø Gods skal vi se en udstilling om Mols Bjerge Nationalpark. Derfra følger vi randmorænebakkerne nord for Rønde med udsigt over hedesletten mod Tirstrup, inden vi vender tilbage til Rønde.
18.00-19.00 Aftensmad
19.30-21.00 Naturfortællinger ved Gunnar Birkelund: Gunnar vil fortælle om nogle af alle de fascinerende væsner, som man kan møde, hvis man har øjnene med sig i den danske natur
21.00 Kaffe
Tirsdag d. 5. juLI
08.00- 08.45 Morgenmad
09.00- 09.30 Morgensamling
09.45-17.45 Dagens tur starter ved Rygårde Voldsted, hvorefter vi vandrer til stenalderbopladsen ved Tustrup med de velbevarede dysser fra bondestenalderen. Her findes også en fin højmose med en spændende vegetation. Efter frokost går turen mod Nordsøstien gennem et sommerhusområde, før vi går langs Hevring Skydeterræn forbi den gamle herregård Hevringholm, hvis historie går helt tilbage til år 1000.
18.00 – 19.00 Aftensmad
19.30 – 21.00 Fortælleaften: “Frida Kahlo.” Den magiske fortæller Dorte Futtrup fortæller om den passionerede maler Frida Kahlos liv
21.00 Kaffe
Onsdag d. 6. juLI
08.00- 08.45 Morgenmad
09.00- 09.30 Morgensamling
09.45- 17.45 Vores tur begynder ved Skarresø Kirke, som er en gammel landsbykirke fra 1200-tallet. Herfra går vi langs det gamle stenalderhav, som dengang opdelte Djursland i en gruppe øer, til middelalderkirken i Koed. Fra Koed vandrer vi ad små veje og stier mod tunneldalen med Vallum Sø, der ligger omkranset af smuk natur. Man kan tage en dukkert i søen, inden vi vandrer over Blakbjerg til Marie Magdalene Kirke.
18.00 – 19.00 Aftensmad
19.30 – 21.00 Foredrag: “Hvis jeg overlever dette, bliver det en god historie.” Naturfotograf og forfatter Henrik Egede-Lassen fortæller den mærkværdige og eventyrlige historie om hvordan og hvorfor han blev naturfotograf. Det er et foredrag med vilde historier, en dødelig fejldiagnose, tilfældigheder, vovemod og humor. Det er også fortællingen om at gå efter den umulige drøm – også selvom det koster kærester, hospitalsophold, blod, sved, tårer og en hel del flybilletter.
21.00 Kaffe
torsdag d. 7. juLI
08.00- 08.45 Morgenmad
09.00- 09.30 Morgensamling
09.45- 17.30 Vores tur til Mols Bjerge begynder ved Agri, hvorfra vi går over de fem bakker på Naturfondens nyindkøbte arealer, hvor man kan se nogle af de arter, som mangler plads i den danske natur. Fra de fem toppe vandrer vi gennem en regnvandskløft ned i Tinghulen. Herfra går turen videre ad små stier til Trehøje. Derpå går turen forbi Tremosegård dødishul, inden man som afslutning på turen får mulighed for at bestige Agri Baunehøj.
17.30 Aperitif
18.30 Festmiddag og underholdning
21.00 Kaffe
Fredag d. 8. juli
08.00- 08.45 Morgenmad
09.00- 09.30 Afrejse – Nøgler og navneskilte afleveres inden kl 9.