Studieforberedende valgfag

Politik på spil

Historie, politik og nutidige perspektiver

Forestil dig, at når du går til undervisning, træder du ind i et live studie som en deltager i et talkshow. I værtens stol sidder læreren, der guider dig og de andre deltagere gennem dagens show om politik og aktuelle nyheder. Måske starter værten med at stille et spørgsmål, som alle skal svare på. Herefter kommer der et videoklip, som måske får dig til at grine eller undre dig. Vi taler om hinandens reaktioner, inden vi går til dagens udfordring. I dag skal du gætte, hvem der har sagt en række citater. Pointene tager du med dig videre til næste uge, hvor udfordringen er en holdopgave om, hvem der kan lave den sjoveste nyhedsdækning af en aktuel begivenhed. I Politik På Spil vil der være forskellige udfordringer af forskellig karakter, som du skal løse. Det kan f.eks. være udfordringer inspireret af “Stormester”, “Forræder”, “Natholdet” og andreshows og YouTubekanaler. I showet vil der også være god tid til at snakke og grine af det, vi laver – for det bliver skægt!

Politik På Spil er altså valgfaget for dig, der godt kan lide at se sjove klip, diskutere nyheder, følge med i politik og løse skøre udfordringer. Hvis det er jul, halloween, folketingsvalg eller der sker en anden stor begivenhed, laver vi en specialudgave af talkshowet, der passer til hvad der end sker ude i verden. Formatet er én stor pærevælling af forskellige talkshowformater samlet i ét. Der er dog hver gang mulighed for at vinde point, og efter hver time opdaterer vi den samlede score. Hvis værten synes, at konkurrencen er for meget til én persons fordel, bliver tingene spicet op. Ingen kan vide sig sikre på sejr før den sidste undervisningstime!

Hvis du ikke er konkurrencemenneske, er du stadig meget velkommen til at vælge faget. Du kan altid være ham den sjove, der aldrig løser opgaven, eller hende den irriterende, der forhindrer andre i at løse deres opgave. Du kan også opfinde en karakter og spille en rolle – alt kan ske i Politik På Spil!

Lærer du også noget fagligt af det? Ja, hvis du vælger dette valgfag, får du:

– Forståelse for aktuelle nyheder

– Trænet dine kreative evner og problemløsning

– Indsigt i politisk teori gennem leg og konkurrencer

Vi samarbejder med

Vi samarbejder med en række stærke virksomheder for at fremme udvikling og innovation.