Studieforberedende valgfag

Introduktion til jura

Sjove cases og tankevækkende dilemmaer

Mange har en fordom om, at jura er tungt, og at man sidder og terper paragraffer, når man studerer jura. Det kan man ikke sige om dette valgfag! Dette valgfag har taget de sjoveste cases og mest tankevækkende  dilemmaer fra den juridiske verden. Når vi arbejder med cases, vækkes juraen til live gennem ægte personhistorier. Vi vækker også juraen til live ved selv at føre sager, hvor vi lader som om, vi er dommere, forsvarer og anklagere. Her kan du f.eks. prøve kræfter med at udmåle straf eller lege djævlens advokat.

Den juridiske verden er stor, og kandidater i jura arbejder med alt lige fra big business til miljøaktivisme og opklaring af kriminalitet. Mulighederne er mange inden for jura, for der er jura i alt, hvad vi foretager os. Der er love om alt lige fra den mad, vi spiser, til de ting vi foretager os på sociale medier. Jura bliver derfor af mange store tænkere betegnet som
samfundets byggesten.

I Introduktion til Jura skal vi sammen åbne op for den juridiske verden og undersøge det, der er tværgående for en bred vifte af juridiske emner. Vi skal blandt andet se på de principper, der former vores samfund og den måde, vi lever på. Vi skal følge med i kendte og aktuelle juridiske sager og forstå, hvad der er op og ned i dem. Vi tager også udgangspunkt i vores egen hverdag og ser på det, der står med småt, som vi skriver under på.
Med Introduktion til Jura får du altså en bred juridisk ballast, som du kan bruge i hverdagen eller som optakt til en uddannelse, der involverer jura.

Her er nogle eksempler på emner, vi arbejder med i faget:
● Markedsføring og persondata
● Familie, arv og ægteskab
● Erstatning og ansvar
● Sagsbehandling
● Ytringsfrihed
● Straf og kriminalitet
● Politik og jura
● Personalejura og HR
● Menneskerettigheder

“Jeg vil gerne studere jura, så det er fedt at få et indblik i juraens rolle på tværs af forskellige samfundsområder. Jeg synes især, det er interessant at arbejde med konkrete cases, hvor vi bruger teorien i praksis og diskuterer virkelige problemstillinger.”

Silas Folke Drigsdahl

Højskoleelev

Steffen fortæller

Rønde Højskole

Der er love om alt lige fra den mad, vi spiser, til de ting vi foretager os på sociale medier. Jura bliver derfor af mange store tænkere betegnet som samfundets byggesten. Med Introduktion til jura bliver du præsenteret for grundprincipperne inden for jura.