Studieforberedende valgfag

International politik

Forståelse af Globale Begivenheder og Deres Konsekvenser

Trump! Terrorisme! Brexit-rodet? Eksisterer Isis stadig? Kan tilliden til USA genskabes efter Trump? Hvad er det nu med krigen i Ukraine, indlandsisen og den nordvestlige sejlrute, hvordan skal det dog gå stakkels Congo, og hvor er Kina på vej hen? Der er nok at tage fat på.

Alt dette og mere til kan du arbejde med i International politik – og få så klar besked, som man nu kan give

Politiske begivenheder betyder faktisk noget for os alle sammen, for en enkelt begivenhed står ikke alene, men indgår altid i en større global eller regional sammenhæng. En enkelt, uoverlagt handling kan f.eks. betyde stigende oliepriser med efterfølgende produktionsfald i USA og Kina, hvilket kan forværre handelskrisen mellem de to lande, hvilket vil få handelskonsekvenser for USA’s forhold til EU.

De internationale begivenheder kan være svære at forstå og forholde sig til. Du kommer til at gå bag om overskrifterne og arbejde med de mekanismer og kræfter, der styrer og præger internationale politiske begivenheder. Vi vil sammen dykke ned i udvalgte problemer og prøve at forstå, hvorfor det sker og hvad der bestemmer udfaldet. Det kan næsten sammenlignes med et Sherlock Holmes-mysterium. Hvem er aktørerne, hvad er motivet og hvilke konsekvenser får handlingen? Så hvis du har en lille detektiv i maven, er international politik lige noget for dig.