Vandringer i Østjylland

Alle kurser i sommeren 2020 på Rønde Højskole er udsolgt, og der er oprettet venteliste på samtlige kurser.

Men allerede nu kan du reservere en plads på kurserne i 2021.

Vandringer i Østjylland

Uge 28, 4. juli – 10. juli 2020

Østjylland gemmer på en perlerække af vandreroplevelser, og i denne uge tager vores dygtige vandrerguides dig med ud  for at opleve naturen og kulturen i en af Danmarks mest varierede egne.

Vi vil følge nogle af de hemmelige små veje og stier, der leder os til historiske steder og naturperler, som man ellers ikke lige kommer forbi. Her vil vi guide dig med fortællinger om naturen og den historie, der knytter sig til områderne, mens vi nyder den store variation af landskaber, som man finder i Østjylland. Her er både stille, klarvandede søer, bølgende kornmarker, dybe dale, bløde bakker og smukke skove med krogede træer.

Når sulten melder sig, slår vi os ned i det fri og nyder den skønne mad, som vores køkken bringer ud til os. I løbet af ugen skal vi følge den idylliske Nimtofte Å til det flade afvandede Kolindsund og høre om, hvordan det er at dyrke jorden i dette område, vi skal følge Gren Å til dens udløb på Grenå Havn og besøge en dansk tangproduktion, vi skal udforske de smukke skove ved Vosnæs Pynt, vi skal se den meget maleriske Koed Kirke og den smukke Skarresø og vandre tværs gennem Mols Bjerges kuperede terræn. Turene varierer i terræn, oplevelser og fortællinger, så man på den måde får et fint indblik i, hvad Østjylland har at byde på – både hvad angår natur og kultur. Turenes længde vil variere fra 8 km på eftermiddagsture til 15 km på dagsture og er derfor ikke velegnede for gangbesværede.

Som sædvanlig skal vi også nyde andre aspekter af højskolelivet, når det er bedst i form af foredrag, morgensamling, fællesskab, sangaften, hygge og festaften.

Vi har inviteret ildsjælen Lone Landmand til at fortælle om livet langt fra alting og tæt på det store i det små i tilværelsen på Brandbygegaard – et alternativ til den nuværende form for landbrug.  Om livsform, værdier, afgrøder, husdyr og omgivende, voksende natur og helheden i et landmandsliv.
Og så gæster forfatter og foredragsholder Erik Lindsø højskolen med sit foredrag Fri som Fuglen, der sætter fokus på Kim Larsens sangskat

Indkvartering, forplejning og priser:

Alle priser inkluderer fuld forplejning, sengelinned og 2 håndklæder per deltager. Skolen råder over flere forskellige typer værelser, hvorfor der også er forskellige priser:

A: Enkeltværelse – med eget bad/toilet: 4.975 kr.
B: Dobbeltværelse – med eget bad/toilet: 4.375 kr.
C: Enkeltværelse – 2 vær. deler bad/toilet: 4.575 kr.
D: Dobbeltværelse – 2 vær deler bad/toilet: 4.075 kr.
E: Sørger selv for logi: 2.700 kr

Obs! Kursusbeskrivelserne for kursusprogrammet 2020 er foreløbige. Vi tager forbehold for ændringer i indhold og kursusudbud.

Kalender

  1. Online Åbent Hus den 3. august

    august 3 - 17:30 - 18:30
  2. Åbent Hus den 10. august

    august 10 - 17:30 - 19:30
  3. ”Syng, spis og snak” på Rønde Højskole 29. september

    september 29 - 18:30 - 21:00