Uge 27 – 3. juli til 9. juli 2027
Kursusleder: Steffen Tornbjerg
Har du også en trang til at tage et billede, når du ser noget smukt? Og vil du gerne ud og have noget frisk luft på Norddjurs samt i og omkring Rønde og Kalø? Så er kursus Foto og Vandringer for dig! Vi begynder ugen med en workshop med en fotograf, så vi er klar til at tage ud i naturen og vandre og tage smukke billeder undervejs. Vi slutter ugen af med at udstille vores bedste fotografier og invitere de andre kursister i huset til fernisering.
På Rønde Højskoles andre vandrekurser er der meget fokus på at få nogle kilometer i benene og lære om naturen undervejs. Her er turene lidt kortere, så der er god tid til at tage nogle gode billeder. Vi skal fange fortællingerne i det, vi ser, og vi skal nørde kameravinkler og lysforhold, så vi fanger skønheden med vores linser. Du behøver ikke være en haj til at tage billeder i forvejen, og du behøver ikke et fancy kamera – en mobil med et kamera er tilstrækkeligt. Vandring er dog mindst lige så vigtig en del af ugen som fotografering. Du kan forvente vandreture på 6-12 kilometer i varieret terræn, også væk fra store stier. Det betyder frem med vandrestavene og det gode fodtøj! Hvis du er almindelig adræt og stabil på dine fødder, kan du sagtens være med. Når vi ikke er ude at vandre og tage billeder, er der foredrag og aktiviteter på højskolen.
Glæd dig til en uge med fællesskab, frisk luft og gode billeder, du kan dele med dem du holder af.
Flere detaljer om kurset offentliggøres senere.
A: Dobbeltværelse – delt bad og toilet på gangen – pris 5.200 kr.
B: Dobbeltværelse – eget bad og toilet på gangen – tillæg 200 kr. pris i alt 5.400 kr.
C: Dobbeltværelse – eget bad og toilet på værelset – tillæg 500 kr. pris i alt 5.700 kr.
D: Enkeltværelse – delt bad og toilet på gangen – tillæg 500 kr. pris i alt 5.700 kr.
E: Enkeltværelse – eget bad og toilet på gangen – tillæg 700 kr. pris i alt 5.900 kr.
F: Enkeltværelse – eget bad og toilet på værelset – tillæg 1.000 kr. pris i alt 6.200 kr.
I: Sørger selv for logi – pris 3.500 kr.
K: Camperer på skolens matrikel i egen autocamper/campingvogn – pris 3.845 kr.