Retorik & Litteratur

Vil du lære eller blive bedre til at udtrykke din mening eller tale foran en forsamling? Så er retorik faget for dig. Endnu vigtigere er retorik et fag, hvor du lærer at bidrage til samfundet og til den demokratiske debat. Opdag redskaber, der giver lysten og viljen til at tale, debattere og argumentere de bedste forudsætninger for at trives og vokse.

Vi arbejder blandt andet med klassisk retorik, argumentationsteori, analyse af taler og masser af praksis. Timerne begynder med opvarmningsøvelser – gerne af fysisk art f.eks. med fokus på stemme og mellemgulv. Derefter en teoretisk del, og så praksis med indøvede feedback-modeller.

Vi skal naturligvis også forlade klasseværelset og bruge det, vi lærer, i den virkelige verden! Især hvis du synes, det med at tale til fællestimer eller forsamlinger kan være svært eller skræmmende, er højskolen et godt sted at begynde. Der er masser af tillid og tryghed eleverne imellem – og rigeligt med muligheder i hverdagen for at afprøve det, du lærer.

Desuden vil vi dykke ned i litteraturens verden. Det sker gennem en ny og spændende form for læsekreds, hvor du ikke skal have læst novellen på forhånd. I stedet læser vi den op på klassen og stopper med jævne mellemrum. Det giver plads til spontane kommentarer eller diskussioner og derved bliver vores egne erfaringer og livsoplevelser centrale for dialogen.

Kalender

  1. Online Åbent Hus den 26. maj

    maj 26 - 17:00 - 18:30
  2. Åbent hus den 16. juni

    juni 16 - 17:30 - 20:00