Rønde Højskole på Klimafolkemødet 2026

Hvordan får vi fart på den grønne omstilling – og hvilken rolle spiller virksomheder, medier, politikere og helt almindelige borgere?

Det blev eleverne fra Journalistik & Kommunikation og Business & Economics klogere på, da vi besøgte Klimafolkemødet 2026 i Middelfart.

Dagen bød på talks, debatter og masser af forskellige perspektiver på klima og bæredygtighed. Eleverne kunne gå på opdagelse i et stort program med alt fra grøn omstilling og erhvervsliv til politik, forbrug, teknologi og kommunikation.

Blandt andet var business-eleverne med til at kåre årets klima-iværksætter. Det blev virksomheden Circrete, der løb med en kvart million i præmie for deres vision om et økosystem, der muliggør direkte genbrug af bærende betonelementer og gør op med det enorme ressourcespild, som knust beton udgør i byggebranchen.
Journalistik var på banen i forhold til Ryk Klimaet, som skal gøre op med unges nyhedstræthed og give håb og løsninger inden for bæredygtig og konstruktiv journalistik.

Klimafolkemødet samler hvert år virksomheder, organisationer, forskere, politikere og borgere til samtaler om klimaet – og for os var det en oplagt mulighed for at flytte undervisningen ud af klasselokalet og helt tæt på de aktuelle diskussioner om, hvordan fremtidens samfund skal se ud.