Rønde Højskole får nyt cykelhus

En vision bakkede Nordea-fonden heldigvis op omkring med en bevilling på næsten to millioner kroner, hvoraf første etape- etableringen af et flot cykelhus med værkstedfaciliteter, så nyindkøbte cykler kan vedligeholdes og passes godt på – nu sættes i gang.

Den 31. marts røg skovlen i jorden, og nu skal der bare bygges værksted, så de nyindkøbte cykler kan stå trygt og godt.
”Vi glæder os meget til at tage hul på opførslen af vores nye faciliteter, så vi kan komme i gang med at bruge den fantastiske natur omkring skolen hurtigst muligt og formindske vores co2-aftryk ganske betragteligt. Vi satser på at flytte mindst 7500 kilometer transport fra bus eller bil til cykel. Det vil betyde en reduktion på omkring 1700 kilo CO2,” siger forstander Anders Munthe.

Huset placeres på højskolens grund og skal bygges af Høgh & Sønberg A/S. Huset skal rumme plads til 120 elevcykler samt 25 gravelbikes og 25 mountainbikes, og i byggeriet er der fokus på bæredygtighed i valget af materialer. Højskoleforstander Anders Munthe forventer, det nye hus står færdigt inden sommerferien.

Uddelingen er en del af projektet Vekselvirke, der er en fælles indsats fra Nordea-fonden og Folkehøjskolernes Forening. Her kan højskoler blandt andet søge midler til udvikling af nye fag og arrangementer eller til faciliteter, der bakker op om den grønne omstilling. Formålet er at bidrage til og inspirere samfundets bæredygtige udvikling ved at gøre højskolerne til laboratorier for bæredygtighed.