
Steffen Tornbjerg, er cand.scient.pol fra Aarhus Universitet BSS og har tidligere arbejdet på ambassade, i en NGO og i et ledelsessekretariat.
Kvæler Løvens Hule den danske iværksætterånd?
Nej, du behøver ikke sige farvel til din familie i 5 år for at starte egen virksomhed.
I år kører den syvende sæson af DR-programmet Løvens Hule, hvor håbefulde iværksættere søger investeringer fra fem erhvervsledere. År efter år har man set iværksætterne enten fortrylle eller blive grillet af de sultne løver, som jagter den næste gode investering. Når jeg som underviser på Business & Economics taler om iværksætteri med mine elever, falder snakken ofte på Løvens Hule. De elsker at se det program. Lektien fra Løvens Hule er dog meget ensidig: du må ikke give dig selv løn og du må aldrig holde fri, hvis du skal blive en succesfuld iværksætter. Du kan godt vinke farvel til din familie i fem år, hvis din forretning skal blive til noget, for din virksomhed kræver din fulde opmærksomhed døgnet rundt. Jeg mener, at vi skal passe på, at dette ikke bliver den gængse forståelse af iværksætteri. For så kommer vi til at kvæle mange iværksætterdrømme.
Generation Z vil have meningsfulde job
I 2019 lavede Dansk Erhverv en undersøgelse som viste, at 11% flere unge gerne vil være iværksættere sammenlignet med 2018. Det tyder altså ikke på, at Løvens Hule kvæler iværksætterlysten. Løvens Hule har måske ligefrem gjort det populært at stå på egne ben og være sin egen chef. Generation Z, altså folk født efter 1995, søger i højere grad end nogen tidligere generationer efter meningsfulde job. Hvad giver bedre mening end at skabe sit eget fra bunden? Skabe lige præcis dét man brænder for?
Få kvindelige iværksættere i Danmark
Danskerne er vilde med iværksættere. Særligt fordi de skaber den vækst i samfundet, som er fundament for vores velfærd. Dansk Erhverv viste dog også i 2020, at kun 4,2% af nye iværksættere i Danmark er kvinder. Læs lige det igen. 4,2 %. Det vil sige, at 95,8% af dem, der starter nye forretninger i Danmark, er mænd. I foråret 2021 talte mine elever og jeg om denne problematik med Signe Trier Simonsen fra The Kitchen på Aarhus Universitet, som er Aarhus Universitet’s iværksættermiljø. Her forklarede Signe, at det blandt andet skyldes barsel og det forhold, at det er svært at nedprioritere sin virksomhed i et halvt til et helt år, hvis nu f.eks. virksomheden i forvejen kun er et år gammel. Det er for meget arbejde at få en ny virksomhed til at vækste med en baby på armen, for man må alt andet lige arbejde lidt mindre, hvis man føder et barn. Man kan ikke give sin virksomhed den fulde opmærksomhed døgnet rundt.
Løvens Hule fremmer en særlig iværksætterånd
Det helt store issue i det her handler om opfattelsen af iværksætteri. Det handler om vækst og skalering. Hvor hurtigt skal virksomheden vækste? Hvor stor skal den blive? Hvor meget tid skal man bruge på det? Det er vigtigt at huske på, at løverne fra Løvens Hule er interesseret i hurtig vækst, for det betyder hurtigt afkast. Hurtig vækst kræver meget arbejde, og det kræver, at man geninvesterer eventuelt overskud i mere vækst. Hvis nu man f.eks. valgte at være iværksætter på deltid og også trække lidt løn hjem, vil væksten måske ikke være særlig stor i den spæde start. Der vil måske gå flere år, før man kan lave et overskud. Det betyder ikke, at væksten aldrig kommer, hvis man yder en stabil indsats. Men det er en dårlig investering for løverne i Løvens Hule. For det betyder et langsomt afkast for investorerne. Det betyder en lang proces med mange møder. De har selv taget en risiko og brugt meget tid på deres egne forretninger, og de ønsker at støtte iværksættere, som passer ind i deres selvbillede.
Det er ikke alle iværksættere som skal blive markedsledere
Jeg tror på, at flere både kvinder og mænd vil turde tage springet ud i iværksætteri, hvis vi normaliserer langsom vækst og det at være iværksætter på deltid. Man ikke behøver overtage hele markedet for at lave en god forretning og overleve på markedet. Man godt kan prioritere tid til familie og være iværksætter. Det er ikke en investeringscase for løverne i Løvens Hule, men det er ikke et krav, at man skal kunne overleve en tur i Løvens Hule for at blive en succesfuld iværksætter. Hvis vi tror det, kvæler vi iværksætterånden på lang sigt og får flere markeder med få, store spillere. Som samfund har vi også brug for de små iværksættere, der skaber mere differentiering på markedet. Dem der ikke bliver markedsledere, men som dog finder deres egen lille niche i markedet. Husk på det næste gang, du ser Løvens Hule.
Synes du, det er spændende at diskutere iværksætteri? Så klik her og læs mere om Business & Economics på Rønde Højskole.