Indlæser Begivenheder

« All Events

Foredrag med Christine Feldthaus: Er moderne fællesskaber andet end “SoMe” (Sociale Medier)?

april 24 - 19:00 - 21:00

- Dk 195

Foredrag med Christine Feldthaus: Er moderne fællesskaber andet end “SoMe” (Sociale Medier)?

FOF Djursland slutter tirsdag 24. april kl. 19 forårets foredragsrække af med besøg af en yderst slagfærdig kvinde, livsstilseksperten Christine Feldthaus.

Det foregår på Rønde Høj- og Efterskole, og foredraget er kommet i stand i et samarbejde med FOFs kulturpartner, Rønde Sparekasse.

Christine Feldthaus kender danskerne efter sine mange møder med dem i livsstilsprogrammerne ”Kender du typen?” og ”So F***ing Special”, og ved foredraget i Rønde ser hun på de moderne fællesskaber, som danskerne hengiver sig til.

Nogle siger, at danskerne er helt lukket til omkring de sociale medier og smartphonen og efterhånden er ude af stand til at se ud over sig selv og begå sig i den virkelige verden. Men Christine har også mødt en anden virkelighed, når hun i tv-programmerne har beskæftiget sig med, hvilke fællesskaber danskerne mødes om, og hvordan vi i stort omfang dyrker samvær med andre mennesker.

Og nu vil hun på sin egen direkte og oplysende facon fortælle om de moderne fællesskaber og hvordan det egentlig går med de kollektive ideer i dagens Danmark.

Vil selv formulere ordene

Christine Feldthaus er født og opvokset i Sønderborg, og hun tog som meget ung en uddannelse som lægesekretær. En klog og behjertet kollega sagde til hende, at hun var helt fejlplaceret som en, der skulle sidde og skrive andres ord på computeren. Hun skulle meget hellere selv formulere ordene, og det viste sig at være rigtigt.

Hun flyttede til København og kastede sig ind i en selvlært karriere i reklamebranchen, hvor hun var i 25 år. Siden 2004 har hun været selvstændig med egen kommunikations- og foredragsvirksomhed.

Christine Feldthaus sidder i bestyrelsen for Energifonden. Energi- og klimaområdet optager hende meget, og det har hun også lavet TV og holdt foredrag om. I 2008 vidste hun så meget om området, at hun kunne udgive bogen ”Feldthaus skruer ned – en dagbog om at spare på miljøet”.

Christine Feldthaus har udover tv-karrieren en udstrakt foredragsvirksomhed, og hun er kendt for at være en aldeles bestemt kvinde med stærke meninger, som hun overhovedet ikke er bange for at give udtryk for.

Tilmelding til foredraget på www.fof-djursland.dk eller på tlf. 86325588.

Detaljer

Dato:
april 24
Tidspunkt:
19:00 - 21:00
Pris:
Dk 195
Begivenhed Kategori:
Begivenhed Tags:
,

Sted

Rønde Højskole
Skolevej 2
Rønde,8410Danmark
+ Google Map
Telefon:
86371955
Hjemmeside:
rondehojskole.dk