Hverdagskurser på Rønde Højskole

Her kan du se oversigten over de hverdagskurser vi udbyder i efterår 2026 og vinter 2027. 

Efterårsvandringer 2026

Uge 42 (11. – 16. oktober 2026)

Kursusleder: Gunnar Birkelund

 

Kom med ud og oplev efterårets farver og det dejlige landskab i og omkring Nationalpark Mols Bjerge. 

Fra efteråret 2026 har vi udvidet vores kursusprogram for dig, der gerne vil på kort kursus på tidspunkter, der ligger ud over det særlige sommerkursusprogram.  På kurset “Efterårsvandringer” kommer du med på vandreture i de smukke efterårsfarvede Kalø-skove og påbesøg på Friland i Feldballe med en vandretur i det smukke landskab med store plantager og smukke små søer. Med udgangspunkt ved Poskær Stenhus vandrer vi ind i det meget kuperede område af Mols Bjerge med Tinghulen, Trehøje og Låddenbjerg. En dag går vi ned ad randmorænebakken mod nord til Stenalderhavets inderste vige med Thorsager Rundkirke som mål. Vi dykker ned i kulturhistorien, geologien og den levende natur. På vores ture vil vi stoppe op og høre historier om landskabet og naturen. Gamle kulturminder bliver også temaer på turene.

Vandreturene vil være op til 15 km, nogle dage også i bakket terræn, så kurset er ikke egnet for gangbesværede.

Som kursist på vores hverdagskurser indgår du i det daglige liv på højskolen. Du indtager måltider sammen med højskolens elever, tager måske del i udvalgte aktiviteter eller foredrag og oplever hverdagslivet.
Du indkvarteres i en separat kursusafdeling og kan gøre brug af skolens faciliteter som idrætshal og fitnesscenter. Herudover vil der være morgensamlinger, foredrag, sangaften og andre højskoleaktiviteter, så du kan nyde fællesskabet og stemningen og lære nye mennesker at kende i et trygt lille fællesskab.

Hverdagskurserne er en udvidelse af højskolens kursusprogram, så du kan selvfølgelig stadig deltage på vores korte kurser i løbet af sommeren. Den store forskel er, at hvor højskolen i løbet af sommeren udelukkende er beboet af kursister på korte kurser, så vil du på hverdagskurserne møde unge højskoleelever, der er på højskole i fem måneder. Det er en god mulighed for at være en del af dagliglivet på en højskole, møde højskoleeleverne, opleve det fantastiske landskab og naturen omkring Nationalpark Mols Bjerge og have god tid til at fordybe dig.

Vi glæder os til at byde dig velkommen! 

Priser

A: Dobbeltværelse med eget toilet og bad på værelset – pris: 4.995 kr.
B: Enkeltværelse med eget toilet og bad på værelset – pris: 5.650 kr.
C: Sørger selv for logi – pris: 3.595 kr.


START TILMELDING

Krea kursus 

Uge 2 (mere info er på vej)

Tilmelding åbner når vi har hele kurset på plads

Bridge kursus

Uge 7 (mere info er på vej)

Tilmelding åbner når vi har hele kurset på plads