Gospel workshops

Du skal som en del af dette kursus vælge en formiddagsworkshop og en eftermiddagsworkshop. Her på siden kan du læse mere om hvad de forskellige workshops indebærer. 

Formiddagsworkshops

Læs mere og vælg mellem en af de workshop vi kører om formiddagen. 

Vores hjerne og krop arbejder tæt sammen, når vi synger – men det er ikke altid, vi føler, vi har kontrollen over stemmen. Der er masser af beslutninger og reaktioner, som sker ubevidst, og som viser sig både i vores sang og i vores kropssprog.

I Kor Kraftværk synger vi sammen som kor og arbejder gennem samtale, øvelser og små tricks med at optimere vores mentale ressourcer, så vi kan få mere frihed og energi i sangen. Et kraftværk er et anlæg, der skaber elektricitet. Vores hjerne er i sig selv et kraftværk – men først når vi bliver bevidste om, hvor vi lægger vores kræfter, kan vi for alvor lære noget nyt og blive både dygtigere og klogere på os selv. I denne workshop får du mulighed for at mærke, hvordan dit eget indre kraftværk kan blive en del af korets samlede energi, så vi sammen kan løfte sangen og rummet.

Slip din indre rytme-rebel løs! I denne workshop leger vi med SSB og SSD – Sang, Spil & Bevægelse og Sang, Spil & Dans – og opdager, hvordan rytme, timing og kropslig frihed kan gå hånd i hånd. Vi bruger musikalske lege, koordinationstræning og små improvisationer til at styrke både rytmesans, timing og kreativitet. 

Sune bringer sin erfaring fra fridykning ind i arbejdet gennem særlige “vejrholdsøvelser”, hvor vi træner ro, fokus og sangkroppens styrke. Og med det sorte bælte i karate kobler han energi, disciplin og flow til arbejdet med musikalitet. Resultatet er en sjov og udfordrende workshop, hvor du kan mærke, hvordan rytme og bevægelse tænder nye gnister i både kroppen og musikken.

 

Vil du mærke gospelmusikkens puls og opleve, hvordan sang kan blive et befriende kram? Freedom Choir er workshoppen for alle, der vil have et skud humor og god energi blandet ind i et omfavnende og frigørende gospel-fællesskab. 

Vi dykker ned i gospelmusikkens historie – en sangtradition født ud af smerte og længsel efter frihed, formet under det transatlantiske slaveri og stadig med dybe ekkoer i dag. Som Barack Obama påpegede, har frihedssangens rødder også forbindelse til Grundtvig og højskolebevægelsen, der kastede ringe i vandet helt over til USA og inspirerede borgerrettighedsbevægelsen.

I dag lever vi i frihed, men alligevel findes der mange bånd, der binder os. På denne workshop sætter vi frihed, lighed og broderskab på dagsordenen. Vi synger frit, tør grine, græde og trække vejret dybt – sammen.

Har du lyst til at skabe din egen musik fra bunden? På denne workshop arbejder vi med idéer, ord og melodier og forvandler dem til færdige sange. Undervejs får du brugbare værktøjer, der kan hjælpe dig videre med din sangskrivning – uanset om du aldrig har skrevet en linje før, eller du har masser af idéer, der mangler det sidste skub.

Når sangene er på plads, slutter vi af i studiet, hvor vi indspiller udvalgte numre, så du kan tage din helt egen sang med hjem. Workshoppen er for alle, der vil udfolde deres kreativitet, finde deres personlige stemme og mærke glæden ved at skabe noget helt nyt.

Hvad sker der, når vi slipper kontrollen og bare kaster os ud i legen? Teatersport er improvisationsteater, hvor vi sammen skaber scener uden manuskript. Vi træner evnen til at sige “ja” til hinandens idéer og opdager, hvordan fantasi og spontanitet kan åbne helt nye verdener.

I denne workshop er der plads til både det skøre, det uventede og det dybt personlige. Ét øjeblik kan vi grine, så tårerne triller – det næste kan vi stå midt i noget rørende og ægte. Teatersport handler om at være til stede, lytte og turde give slip, så både vi selv og fællesskabet vokser.

Eftermiddagsworkshops

Læs mere og vælg mellem en af de workshop vi kører om eftermiddagen.

Er du klar til en workshop, der sprudler af musikalsk energi? I Gospelkor for alle kaster vi os over de store hits fra Kirk Franklin, Lenes egne sange og tidens popnumre – krydret med kreative elementer fra Vocal Painting, der giver sangene et friskt og legende udtryk.

Vi synger os igennem catchy grooves, stærke ballader og rytmiske overraskelser, mens vi arbejder med klang, timing og musikalitet. Det bliver sjovt, udfordrende og fyldt med øjeblikke, hvor musikken løfter taget. Denne workshop er et sikkert højdepunkt på Rønde Gospel Days – uanset om du er ny i gospel eller allerede elsker at stå midt i lyden af et velklingende kor.

Vil du lære at bruge din sangteknik, så den giver dig frihed som solist? I denne workshop kobler vi solid sangteknik med dit personlige udtryk og arbejder målrettet med de udfordringer, der ofte opstår, når man står foran publikum.

Vi tager udgangspunkt i støttearbejde, klang og vejrtrækning og ser på, hvordan teknikken kan hjælpe dig med at ramme den ønskede tone, skabe flow og løfte din fortolkning af både ballader og mere rytmiske gospelsange. Her handler det om at gøre teknikken til et redskab for formidlingen – så du kan synge med både frihed og nærvær.

 

Har du lyst til at prøve kræfter med den særlige kunst at improvisere som gospelsolist? I denne workshop arbejder vi med, hvordan man kan give sangen liv og personlighed gennem små variationer, fraseringer og improviserede udtryk. 

Kurset giver dig konkrete værktøjer, mod til at træde frem, og plads til at udforske din stemme i trygge rammer. Her handler det ikke om at levere det perfekte, men om at turde kaste sig ud i improvisation og opdage, hvor meget frihed og glæde der kan ligge i det.

Har du lyst til at mærke energien, når instrumenterne smelter sammen til et fælles groove? BandLab er en workshop for instrumentalister på alle niveauer – fra begyndere til øvede. Her får du mulighed for at prøve kræfter med alt fra panfløjte, harmonika og guitar til trommer, bas og blæseinstrumenter. Spiller du allerede? Fedt! Har du aldrig haft et instrument i hænderne? Så finder vi et til dig. Har du et instrument, du spiller på, skal du tage det med.

Vi arbejder med sammenspil, timing og forståelsen af instrumentalistens rolle i et band. Du oplever, hvordan musikkens brikker falder på plads, og hvordan et band løfter sangene til et nyt niveau. Det bliver en uforglemmelig workshop fuld af energi, musikglæde og aha-oplevelser.

Denne danseworkshop er for dig, der måske aldrig har sat foden i et dansekursus før – men som gerne vil opleve glæden ved at bevæge dig til musikkens rytmer. I Groove skyder vi en hvid pind efter, hvad vi TROR dans er, men fokuserer i stedet på at nyde, hvordan det FØLES at danse. Alle kan deltage uanset eventuelle begrænsninger, da vi sammen bruger meget få og simple trin, som det handler om at gøre unikke. Så der kan ikke gøres noget forkert. Der er garanti for masser af humor, fællesskab og selvfølgelig fed forskelligartet musik, mens vi udforsker, hvordan kroppen kan blive en naturlig forlængelse af sangen. Der er masser af plads til at prøve sig frem, og du vil opdage, hvordan dans kan give dig et friere, mere levende kropsligt udtryk i musikalske sammenhænge – både på scenen og i koret.