Golf & Højskole

2. juli – 8. juli

Priser fra kr. 5.500,-  læs mere om priser

Kursusbeskrivelse

Oplevelser med Golf på Djursland

På Rønde højskole kan du få fantastiske golfoplevelser i Djurslands storslåede natur. På “Golf & højskole” er der mulighed for at fordybe sig i det fascinerende spil med andre ligesindede golfentusiaster. Sammen med vores dygtige og erfarne undervisere tager vi udgangspunkt i at udfordre og udvikle golfkompetencer ud fra dit niveau.

Golf for alle

Kurset er både for dig, som er en rutineret golfspiller og gerne vil lægge et ekstra lag på dit spil, men også dig, som er helt ny i sporten. Undervisningen vil bestå af slagtekniske, taktiske og mentale udfordringer i golfspillet.

Som deltager vil du typisk spille 4-5 dage på 3-5 forskellige baner. Vi samarbejder bl.a. med golfbanerne på Kalø, Norddjurs, Ebeltoft, Grenå og Lübker. Lübker er en international anerkendt bane og en oplevelse i sig selv.

I kombination med en masse gode golfoplevelser kan du forvente en uge, der emmer af højskoleliv og fællesskab med spændende foredrag, morgensamlinger, fællessang og alt det bedste, højskole kan byde på.

Hilsen fra kursuslederen:

”Vores fælles glæde ved og fascination af golfspillets facetter er i centrum denne uge. Jeg glæder mig enormt meget til at vise nogle af de fuldkommen fantastiske golfbaner frem, som vi har herude på Djursland, og som er i international topklasse. Golf er skills og teknik, men i høj grad også naturoplevelser, fordybelse, koncentration og samvær med andre spillere, og vi har plads til alle uanset forudsætninger og erfaringer med golf. Særligt for et højskolekursus er også det fællesskab, vi får med hinanden og alle de andre ting, vi deler: foredrag, oplæg, fællessang, samvær, inspiration og hygge. Giv dig selv en uge med plads til din passion! Det bliver fantastisk at udvikle os og blive bedre golfspillere sammen – og så forhåbentlig også få gået nogle uforglemmelige runder i noget af Danmarks flotteste og mest varierede natur.

-Kursusleder Kristian Mølgaard

Praktiske oplysninger

Generel praktisk information

Du kan selv medbringe:

  • Termokande/krus
  • Siddeunderlag til udendørs forsamlinger
  • Drikkedunk
  • Ekstra håndklæde (håndklæder kan lejes på skolen: Lille kr. 10,- , stort kr. 20,-)

Priser

Alle priser inkluderer fuld forplejning, sengelinned og 2 håndklæder (1 stort og 1 lille håndklæde) per deltager.

Skolen råder over flere forskellige typer værelser, hvorfor der også er forskellige priser:

A: Standardpris:  Dobbeltværelse – delt bad og toilet 5.500 kr.
B: Dobbeltværelse – eget bad og toilet – tillæg 300 kr. pris i alt 5.800 kr.
C: Enkeltværelse – delt bad og toilet – tillæg 700 kr. pris i alt: 6.200 kr.
D: Enkeltværelse – eget bad og toilet – tillæg 1.000 kr. pris i alt 6.500 kr.
E: Flersengsværelse – med delt bad og toilet 4.525 kr.
F: Sørger selv for logi 3.925 kr.

Ekstra håndklæder kan lejes på skolen: Lille kr. 10,- , stort kr. 20,-.
Der sælges øl, vin og sodavand ved hovedmåltiderne til.

Betaling af kursus

Tilmeldingen bekræftes via email(eller brev) vedhæftet betalingsopgørelse. Depositum på kr. 500 betales inden 10 dage. Af bekræftelsen fremgår, hvornår  restbeløbet forfalder.

Læs også

Program: Golf 2. juli til 8. juli 2022

Lørdag d. 2. juli
16.00-17.00 Ankomst, indkvartering og kaffe
17.15-17.45 Velkomst
18.00-19.00 Aftensmad i spisesalen
19.30- 21.00 19.30: Kursusoptakt og rundvisning.

20.00: Gennemgang af ugen. Undervisnings strategier i golf 1. halvdel (se kort beskrivelse under 2. halvdel)

21.00 Kaffe
søndag d. 3. juli
08.00- 08.45 Morgenmad
09.00- 09.30 Morgensamling
09.45- 12.00

Kaffe ca. 10.30

Fælles afgang til Norddjurs golfbane. undervisnings strategier 2. halvdel Kursisterne introduceres til indlæringsstrategier i spændet mellem den eksterne feedback og den indre læring(inner game). Dette vil blive afsæt for golfundervisningen på de forskellige golfrunder.
12.00 – 13.00 Frokost
14.00 Kaffe
15.00-17.30 Golfrunde på Norddjurs Golfbane. Vi tager afsæt i formiddagens oplæg og starter runden med en svingundervisning. Fokus bliver på biomekanik ekstern feedback i form af videoanalyse.
18.00-19.00 Aftensmad
19.30 – 21.00 Fællessang fra højskolesangbogen
21.00 Kaffe
Mandag d. 4. juLI
08.00-08.45 Morgenmad
09.00- 09.30 Morgensamling
09.45- 12.00

Kaffe ca. 10.30

Foredrag: “MOTIVATION til at gå hele vejen.” I august 2011 “fejrede” Gert Rune sit 25-års-jubilæum som etbenet. I den anledning satte han sig for at blive den første dansker med kun ét ben, der gennemfører en såkaldt Ironman -3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,195 km løb – en ekstrem fysisk og mental udfordring. Efter mere end fire års hård træning gennemførte han på under 13 timer. Gert Rune fortæller om, hvordan en positiv indstilling kan gøre hele forskellen i forhold til at skabe succeser på både individuelt plan og i fællesskab.
12.00-13.00 Frokost
14.00 Kaffe
15.00-17.45 Golfrunde og undervisning på Kalø golfbane – vi tager udgangspunkt i den amerikanske model: ‘College variationen’
18.00-19.00 Aftensmad
19.30-21.00 Vælg mellem Naturfortællinger ved Gunnar Birkelund: Gunnar vil fortælle om nogle af alle de fascinerende væsner, som man kan møde, hvis man har øjnene med sig i den danske natur

Samtalecafe Social Ride – cykeltur med de andre cykelkursister og ansatte på RHE. Aftenkaffe og solnedgang ved Stabel-højene. Medbring egen cykel.

21.00 Kaffe
Tirsdag d. 5. juLI
08.00- 08.45 Morgenmad
09.00- 09.30 Morgensamling
09.45-12.00 Kaffe ca. 10.30 Undervisning i golfsving/indspil. Kuristerne bliver undervist i træningsmetoden ‘inner game’, hvor vi snakker om vanskeligheder og fordele ved den indre læring.
12.00-13.00 Frokost
14.00 Kaffe
15.00-16.00 Golfrunde på Lübker med afsæt i formiddagens undervisning. En bane af international standart.
18.00 – 19.00 Aftensmad
19.30 – 21.00 Fortælleaften: “Frida Kahlo.” Den magiske fortæller Dorte Futtrup fortæller om den passionerede maler Frida Kahlos liv
21.00 Kaffe
Onsdag d. 6. juLI
08.00- 08.45 Morgenmad
09.00- 09.30 Morgensamling
09.45- 14.00 Turdag til Mols Bjerge Nationalpark, hvor vi skal udforske noget af Danmarks smukkeste og mest særegne natur.
14.00-17.45 Man kan vælge om man vil forsætte turen i Mols Bjerge eller gå en eftermiddagsrunde på golfbanen.
18.00 – 19.00 Aftensmad
19.30 – 21.00 Foredrag: “Hvis jeg overlever dette, bliver det en god historie.” Naturfotograf og forfatter Henrik Egede-Lassen fortæller den mærkværdige og eventyrlige historie om hvordan og hvorfor han blev naturfotograf. Det er et foredrag med vilde historier, en dødelig fejldiagnose, tilfældigheder, vovemod og humor. Det er også fortællingen om at gå efter den umulige drøm – også selvom det koster kærester, hospitalsophold, blod, sved, tårer og en hel del flybilletter.
21.00 Kaffe
torsdag d. 7. juLI
08.00- 08.45 Morgenmad
09.00- 09.30 Morgensamling
09.45- 12.00

Kaffe ca. 10.30

Oplæg om at præstere under pres. Vi snakker om proces vs. resultat, og vi nedbryder en masse myter om, hvad der skal til for at kunne præstere i en presset situation. i undervisningen tager vi også udgangspunkt i course manegement med udgangspunkt i statistik fra tidligere runder.
12.00-13.00 Frokost
14.00 Kaffe
15.00-17.45 Efter frokost er der stor matchday, hvor der vil være flotte præmier på spil.
17.30 Aperitif
18.30 Festmiddag og underholdning
21.00 Kaffe
Fredag d. 8. juli
08.00- 08.45 Morgenmad
09.00- 09.30 Afrejse – Nøgler og navneskilte afleveres inden kl 9.