Kursusbeskrivelse
Oplev Djursland på mountainbike
Mountainbike er tempo, vind i håret, mudder på skoene og adrenalin i blodet! Det er også effektiv motion, fællesskab med andre cykelentusiaster og naturglæde. Kort sagt: Mountainbike er en disciplin, der rummer utrolig meget.
I løbet af denne kursusuge præsenterer vi dig for en bred vifte af forskellige tilgange til det at køre mountainbike: De lange kilometer på landevejen, fuld fart på i mountainbike-sporet, de store naturoplevelser, gennemgang af teknikker, konditions- og pulstræning og tilegnelse af konkrete færdigheder – for hvad er det, der trækker dig ud på mountainbiken? Den unikke natur på Djursland og i Nationalpark Mols Bjerge byder på en masse varieret og udfordrende terræn, og vi håber, at du bliver inspireret og får en masse gode oplevelser med hjem.
Nye ruter og oplevelser hver dag
Du kan blandt andet opleve mindst 4 mountainbikespor af varierende længde, højde, stil og sværhedsgrad. Og så er det hele blandet med højskolelivet, når det er bedst med foredrag, morgensamlinger, fortællinger, fællesskab og festaften.
Er du vild med at cykle, men fandt du ikke lige det du ledte efter? Her kan du læse mere om vores sommerkurser på racercykel og turcykel.
Hilsen fra instruktøren:
”Jeg brænder for at give mine kursister helt specielle oplevelser med mountainbike, og jeg glæder mig så meget til at præsentere nogle af de fede tracks, vi kan byde på herude på Djursland. Jeg har kørt mountainbike i Mols Bjerge siden 1998 og har boet i området siden 1980. Jeg kender derfor Mols Bjerge som min egen bukselomme, og området byder på noget af Danmarks mest spændende og afvekslende natur, som vi skal have tid til at opleve fuldt ud. Derudover har jeg over 20 års erfaring fra mountainbiketure i både Alperne og Norden. Jeg har blandt andet kørt Graubunden rundt med rygsæk i Italien og Schweiz og Rallarvegen i Norge. Så glæd dig til en uge med nogle helt specielle oplevelser og det fede fællesskab omkring vores fælles passion, som kun et højskolekursus kan skabe.”
-Instruktør Bo Simonsen
Praktiske oplysninger
Du kan selv medbringe:
- Termokande/krus
- Siddeunderlag til udendørs forsamlinger
- Drikkedunk
- Ekstra håndklæde (håndklæder kan lejes på skolen: Lille kr. 10,- , stort kr. 20,-)
Priser
Alle priser inkluderer fuld forplejning, sengelinned og 2 håndklæder (1 stort og 1 lille håndklæde) per deltager.
Skolen råder over flere forskellige typer værelser, hvorfor der også er forskellige priser:
A: Standardpris: Dobbeltværelse – delt bad og toilet 4.275 kr.
B: Dobbeltværelse – eget bad og toilet – tillæg 300 kr. pris i alt 4.575 kr.
C: Enkeltværelse – delt bad og toilet – tillæg 700 kr. pris i alt: 4.975 kr.
D: Enkeltværelse – eget bad og toilet – tillæg 1.000 kr. pris i alt 5.275 kr.
E: Flersengsværelse – med delt bad og toilet 3.300 kr.
F: Sørger selv for logi 2.700 kr.
Ekstra håndklæder kan lejes på skolen: Lille kr. 10,- , stort kr. 20,-.
Der sælges øl, vin og sodavand ved hovedmåltiderne til.
– Betaling af kursus
Tilmeldingen bekræftes via email(eller brev) vedhæftet betalingsopgørelse. Depositum på kr. 500 betales inden 10 dage. Af bekræftelsen fremgår, hvornår restbeløbet forfalder.
Læs også
Program: Mountainbike 2. juli til 8. juli 2022
Lørdag d. 2. juli | ||
---|---|---|
16.00-17.00 | Ankomst, indkvartering og kaffe | |
17.15-17.45 | Velkomst | |
18.00-19.00 | Aftensmad i spisesalen | |
19.30- 21.00 | Kursusoptakt og rundvisning. Plus vi tager den første tur på mountainbiken i det nære lokalområde. | |
21.00 | Kaffe | |
21.30 | Tilbud om aftengåtur.. |
søndag d. 3. juli | ||
---|---|---|
08.00- 08.45 | Morgenmad | |
09.00- 09.30 | Morgensamling | |
09.45- 12.00 | Vi besøger Romalt udenfor Randers. Her er naturspor og singletrack med varierende sværhed. Desuden er der bmx-bane, og vi skal se nærmere på nogle basale øvelser og færdigheder – blandt andet prøve fodbold på mountainbiken. Frokost og kaffe medbringes. | |
15.00-17.30 | Efter frokost fortsætter vi til Ørsted, som trods sin lille størrelse byder på et spændende spor. Ikke mange højdemeter, men et sjovt spor, hvor pladsen virkelig udnyttes. | |
18.00-19.00 | Aftensmad | |
19.30 – 21.00 | Fællessang fra højskolesangbogen | |
21.00 | Kaffe |
Mandag d. 4. juLI | ||
---|---|---|
08.00-08.45 | Morgenmad | |
09.00- 09.30 | Morgensamling | |
09.45- 12.00
Kaffe ca. 10.30 |
Foredrag: “MOTIVATION til at gå hele vejen.” I august 2011 “fejrede” Gert Rune sit 25-års-jubilæum som etbenet. I den anledning satte han sig for at blive den første dansker med kun ét ben, der gennemfører en såkaldt Ironman -3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,195 km løb – en ekstrem fysisk og mental udfordring. Efter mere end fire års hård træning gennemførte han på under 13 timer. Gert Rune fortæller om, hvordan en positiv indstilling kan gøre hele forskellen i forhold til at skabe succeser på både individuelt plan og i fællesskab. | |
12.00-13.00 | Frokost | |
13.30 | Kaffe | |
14.00-17.45 | Turdag til Mols bjerge. Vi skal se den specielle natur, de mange spor og seværdigheder. Der tilbydes to ture, hvor den ene er rolig og vi nyder nationalparken, og den anden er der mere fart i og vi ser nogle af de lidt mindre befærdede stier. | |
18.00-19.00 | Aftensmad | |
19.30-21.00 | Vælg mellem
1) Naturfortællinger ved Gunnar Birkelund: Gunnar vil fortælle om nogle af alle de fascinerende væsner, som man kan møde, hvis man har øjnene med sig i den danske natur 2) Kreativt værksted med Hanne Plougmand 3) Social Ride – cykeltur med de andre cykelkursister og ansatte på RHE. Aftenkaffe og solnedgang ved Stabel-højene. Medbring egen cykel. |
|
21.00 | Kaffe |
Tirsdag d. 5. juLI | ||
---|---|---|
08.00- 08.45 | Morgenmad | |
09.00- 09.30 | Morgensamling | |
09.45-12.00 Kaffe ca. 10.30 | Turdag til Mols bjerge. Vi skal selvfølgelig ud i Nationalpark Mols Bjerge og se den specielle natur, de mange spor og seværdigheder. Der tilbydes to ture, hvor den ene er rolig og vi nyder nationalparken, og den anden er der mere fart i og vi ser nogle af de lidt mindre befærdede stier. | |
12.00-13.00 | Frokost | |
13.30 | Kaffe | |
14.00-17.00 | E-mountainbike – vi ser på et hastigt voksende område indefor cykelverden generelt og derfor også mountainbikeverden. Nye og opdaterede el-mountainbike står klar til en prøvekøring i de lokale skove; Ringelmose- og Hestehaveskoven. | |
18.00 – 19.00 | Aftensmad | |
19.30 – 21.00 | Fortælleaften: “Frida Kahlo.” Den magiske fortæller Dorte Futtrup fortæller om den passionerede maler Frida Kahlos liv | |
21.00 | Kaffe |
Onsdag d. 6. juLI | ||
---|---|---|
08.00- 08.45 | Morgenmad | |
09.00- 09.30 | Morgensamling | |
09.45- | Ebeltoft har et landskendt mountainbikespor, som byder på udfordringer til alle niveauer. Der er valgmuligheder på sporet mellem grøn, rød og sort spor, ligesom der er en lille træningsbane, hvor man kan øve sving, hop og nedlkørsler i eget tempo. Banen kan tages i fuld længde, eller de forskellige short-cuts kan anvendes til at forkorte turen. Frokost medbringes. | |
-17.30 | Efter frokost fortsætter vi fra Ebeltoft gennem Djurslands naturområder til vandet, hvor vi blandt andet gør holdt ved Ahl strand, som har vidt sand og turkis vand – næsten som vi kender det fra syden. En rolig tur, hvor der kan snakkes og benene måske kan få et lille hvil. Husk badetøjet. | |
18.00 – 19.00 | Aftensmad | |
19.30 – 21.00 | Foredrag: “Hvis jeg overlever dette, bliver det en god historie.” Naturfotograf og forfatter Henrik Egede-Lassen fortæller den mærkværdige og eventyrlige historie om hvordan og hvorfor han blev naturfotograf. Det er et foredrag med vilde historier, en dødelig fejldiagnose, tilfældigheder, vovemod og humor. Det er også fortællingen om at gå efter den umulige drøm – også selvom det koster kærester, hospitalsophold, blod, sved, tårer og en hel del flybilletter. | |
21.00 | Kaffe |
torsdag d. 7. juLI | ||
---|---|---|
08.00- 08.45 | Morgenmad | |
09.00- 09.30 | Morgensamling | |
09.45- | Sidste dag på mountainbiken slutter vi i Silkeborg, som er en af Danmarks perler indefor mountainbike-kulturen. Der er flere spor at vælge imellem og de er alle af stor kvalitet. Vi tager en dag i skoven og får sluttet mountainbikekurset af med maner. | |
-17.00 | Vi tager frokosten med, og tager således en hel dag i Silkeborg. Der er meget at se og opleve og derfor rigeligt til en dags oplevelser. | |
17.30 | Aperitif | |
18.30 | Festmiddag og underholdning | |
21.00 | Kaffe |
Fredag d. 8. juli | ||
---|---|---|
08.00- 08.45 | Morgenmad | |
09.00- 09.30 | Afrejse – Nøgler og navneskilte afleveres inden kl 9. |