Læs om tidligere elevers vej til drømmestudiet her:

Bootcamp – klar til optagelsesprøven på DMJX eller SDU

Bliv klar til optagelsesprøven!

Vil du give dig selv de bedst mulige odds for at blive optaget på en journalistuddannelse?

Bootcamp er et fire ugers kursus i journalistik i januar for elever, der er tilmeldt enten et forårs- eller efterårsforløb. På kurset arbejder du målrettet med de discipliner, du skal beherske for at bestå optagelsesprøverne til journalistuddannelserne på DMJX og SDU. Samtidig viser vi dig journalistfagets muligheder gennem mødet med en række uddannede journalister, som beskæftiger sig med forskellige medier og genrer. For at komme igennem nåleøjet til optagelsesprøverne er det vigtigt, at du kender dig selv og dine styrker og svagheder, og at du har en idé om, hvilken vej du vil. Derfor inspirerer vi dig til at arbejde med din egen kreativitet og få øje på verden omkring dig – set med journalistens skarpe blik.

Du vil i løbet af kurset både møde journalister fra traditionelle medier samt journalister, der har taget springet over i en verden af professionel kommunikation for institutioner, virksomheder og selvstændigt freelance-arbejde. De vil undervise dig, inspirere dig og sparre med dig, så du bliver klogere på din vej ind i faget og får øje på nye veje at gå.

Sådan arbejder vi:

Undervisningen varetages af uddannede journalister og består af klasseundervisning, individuelle opgaver, grundig feedback og mulighed for at fordybe dig i forskellige genrer og projekter. Du skal være indstillet på lange dage og på at tage din fritid i brug på at løse opgaver. Opholdet indeholder også  masser af højskoleliv og aktiviteter som for eksempel idræt og musik. Der vil være mulighed for at deltage i anden undervisning, som er et del af højskolens øvrige tilbud i januar måned. Journalistik er i hovedsædet – men der er en masse andet højskoleliv og nye bekendtskaber, der også venter på dig.

Vi anbefaler at udnytte det rum, højskolen giver dig for at forberede dig bedst muligt. Det er derfor oplagt at bruge januarkurset som enten afslutning eller afsæt på et langt kursus på højskolen med journalistik som linjefag, enten forår eller efterår. På de lange kurser bliver du fulgt tæt hele vejen gennem optagelsesprocessen og er knivskarp, når prøverne afholdes.

Hvorfor bootcamp i januar?

Du bliver:

  • Klar – til optagelsesprøver i et intensivt forløb
  • Afklaret –du kender fagets muligheder og dine egne styrker
  • Inspireret – du har i mødet med uddannede journalister fået mere lyst end nogensinde til at komme i gang!
  • Styrket – din lærer kender dig godt og har hjulpet dig med præcis de ting, du trænger til at blive bedre til
  • Udfordret – af livet på højskolen med aktiviteter, fællesskab og forskelligheder