Nyheder

Sommerkurser 2021 er klar. Reservér din plads allerede nu.

Nu er vi klar med et overblik over Rønde Højskoles skønne sommerkurser i 2021. Endnu engang byder Rønde Højskole på en bred palette af tilbud bestående af både velkendte gengangere samt nye inspirerende kurser.

Klik på og læs mere om kurserne nedenfor og reserver uforpligtende en plads allerede nu.

God fornøjelse!

Vandringer – Nationalpark Mols Bjerge 26. juni til 2. juli

Kursusledere: Højskolelærer Sigrid Nielsen og tidligere højskolelærer Gunnar Birkelund

På dette kursus har du muligheden for at udforske nogle af de mange spændende natur- og kulturseværdigheder i Nationalpark Mols Bjerge på Djursland sammen med andre glade vandrere. Vi følger nogle af de hemmelige små veje og stier, der leder os til historiske steder og naturperler, som man ellers ikke lige kommer forbi. Her guider vi dig med fortællinger om naturen og den historie, der knytter sig til områderne, mens vi sammen nyder den store variation af landskaber, som man finder i Nationalpark Mols Bjerge.

Når sulten melder sig, slår vi os ned i det fri og nyder den skønne mad, som vores køkken bringer ud til os. Vandringerne varierer i terræn, oplevelser, udsigter og fortællinger, så man på den måde får et fint indblik i, hvad Nationalparken indeholder af både natur og kultur. Turenes længde varierer fra 8 km på eftermiddagsture til 15 km på dagsture og er derfor ikke velegnede for gangbesværede. Det hele selvfølgelig krydret med højskoleliv, når det er bedst med foredrag, morgensamlinger, fortællinger, fællesskab og festaften.

∧ til toppen


Yoga og Mindfulness på Højskole 26. juni til 2. juli

Kursusledere: Højskolelærer Pia Kierkegaard

Kurset byder på yogatræning, hvor smidighed, styrke og balance går op i en højere helhed. Derudover vil vi gå mindfullnesture i den fantastiske natur omkring Rønde Højskole og få nærværende oplevelser, der kan give dig nye perspektiver på hverdagens spørgsmål.

Glæd dig til en uge med et fokus indad, hvor åndedrag og kropslige øvelser giver hjernen fri. Og med et blik udad hvor vi bliver inspireret af spændende foredrag, oplevelser og ny viden.

”Yoga og Mindfulness” er en uge for krop og sjæl kombineret med højskolens særlige og livgivende fællesskab.

∧ til toppen


Arkæologi og oldtidsminder på Djursland 26. juni til 2. juli

Kursusledere: Højskolelærer Poul Abildgaard

Oplev det smukke Djursland gennem arkæologens øjne og tanker. Vi skal i denne uge rundt på Djursland i søgen efter oldtidens mennesker. Hvordan levede de? Hvad tænkte de? Hvordan så deres verden og deres verdensbillede ud? Vi tager på udflugt ud til oldtidens bosteder og får forklaringer på stedet, hvor oldtidens mennesker boede og levede deres liv.

Vi skal arbejde med hele historien på Djursland, lige fra Stenalder til middelalder. Djursland er et skatkammer, når det kommer til arkæologiske perler.

Kurset samarbejder med lokale arkæologer, som følger os hele ugen, og som vil øse af deres store viden om oldtiden. Vi skal endda i et vist omfang selv prøve kræfter med udgravning, tydning af landskaber og derved selv skabe en direkte forbindelse tilbage i tiden. Og vi skal naturligvis også besøge Moesgaard Forhistoriske Museum, et af Danmarks fineste og mest moderne museer.

Forkæl dig selv med en ny og spændende måde at opleve en af Danmarks smukkeste egne på.

∧ til toppen


Korkursus: Sangen har vinger 26. juni til 2. juli

Kursusledere: Højskolelærer Jannie Kjeldager Østergaard

Sangen har vinger er for alle, der vil synge i kor og opleve den fælles glæde ved at synge sammen. Kurset arrangeres i samarbejde med Folkekirkens Ungdomskor.

Brian Stenger Poulsen og Anne Lise Quorning står for korprøver og undervisning i stemmetræning og sangteknik. Ugen byder også på fællessang, gudstjeneste, foredrag, koncert og udflugt til Mols Bjerge.

Kurset er for både øvede korsangere og begyndere med mod på at synge flerstemmigt og lære nyt repertoire. Programmet vil være fleksibelt, så alle kan udvikle sig – i fællesskab og som individuelle sangere.

∧ til toppen


Friluftsliv – Natur, skills og højskolefællesskab 26. juni til 2. juli

Kursusleder: Højskolelærer Christoffer Troelsgaard

Med base i den hyggelige teltlejr på RØnde Højskole skal vi udforske forskellige grene og discipliner indenfor friluftsliv. Vi skal finde det indre legebarn frem, bygge huler, finde på lege og sove i telt, bivuak og hængekøjer. Vi skal se og tænke på naturen med helt nye øjne, for vi skal nemlig også skabe landArt(Landskabskunst), bushcraft og skøn gourmetmad på bål.

Naturen skal også opleve med fart på, når vi prøver kræfter med Adventurerace. Derudover finder vi gennem foredrag og aktiviteter inspiration til at bruge naturen på helt anderledes måder endnu vi normalt tænker er muligt.

Hele ugen overnatter vi udendørs, så vi får den helt rigtige frilufts-feeling. Og alle måltider bliver serveret i det hyggelige pagodetelt, hvor vi også slapper af og hygger efter dagens program.

Vi deltager yderligere i fællessang og foredrag sammen med de øvrige sommerkursus-kursisterne.

∧ til toppen


La La Land! USA- et land i opløsning? 3. juli til 10. juli

Kursusleder: Højskolelærer Dagmar Winther

Årene med Trump har været en turbulent tid i USA’s historie. Hans administration har på godt og ondt blotlagt de store, grundlæggende konflikter i det amerikanske samfund: De store internationale forbund er under opløsning. Og skellene mellem racer, rig og fattig, mand og kvinde, politi og civilbefolkning, syd og nord, republikaner og demokrat samt stat og individ har trukket demonstranter på gaderne i smertefulde og ofte voldelige sammenstød.

Men er der overhovedet noget nyt under solen? Er de store sammenstød en uundgåelig del af den amerikanske drøm? Er Trump et symptom på noget andet? Hvordan er de internationale magtbalancer skiftet, og hvad betyder det for os i Danmark og Europa? Og er det overhovedet muligt for nogen igen at samle det amerikanske folk til at blive “one nation under God”, som det står i det højtidelige løfte til det amerikanske flag, nye statsborgere skal afgive?

Kurset retter vores blik imod USA, hvor dygtige foredragsholdere, eksperter og journalister giver deres bud på, hvordan USA ser ud i fremtiden – og hvad det kommer til at betyde.

∧ til toppen


Vandringer – Djursland 3. juli til 10. juli

Kursusledere: Højskolelærer Sigrid Nielsen og tidligere højskolelærer Gunnar Birkelund

Østjylland gemmer på en perlerække af vandreoplevelser, og i denne uge tager vores dygtige vandreguides dig med ud  for at opleve naturen og kulturen i en af Danmarks mest varierede egne. Vi vil følge nogle af de hemmelige små veje og stier, der leder os til historiske steder og naturperler, som man ellers ikke lige kommer forbi. Her vil vi guide dig med fortællinger om naturen og den historie, der knytter sig til områderne, mens vi nyder den store variation af landskaber, som man finder på Djursland. Her er både stille, klarvandede søer, bølgende kornmarker, dybe dale, bløde bakker og smukke skove med krogede træer.

Når sulten melder sig, slår vi os ned i det fri og nyder den skønne mad, som vores køkken bringer ud til os. Turene varierer i terræn, oplevelser og fortællinger, så man på den måde får et fint indblik i, hvad Djursland har at byde på – både hvad angår natur og kultur. Turenes længde vil variere fra 8 km på eftermiddagsture til 15 km på dagsture og er derfor ikke velegnede for gangbesværede. Det hele er selvfølgelig krydret med højskolelivet, når det er bedst med foredrag, morgensamlinger, fortællinger, fællesskab og festaften.

∧ til toppen


Kreative kurser: Sy og Design, Strik, Hækling samt Broderi 3. juli til 10. juli

Kursusleder: Højskolelærer Kirsten Petersen

Er du glad for at bruge dine hænder, nørkle, tænke nyt og lære nye teknikker? Vores meget populære kreative kurser bliver naturligvis gentaget i sommeren 2021 med sy og design, strik, hækling og broderi på programmet. Som sædvanlig allierer vi os med dygtige og inspirerende instruktører, som hjælper os til at opdage eller genopdage vores potentiale.  Så vil du have en hyggelig uge med kreativitet og summen i værkstederne, hyggeligt samvær, foredrag, udflugter, fællessang og dejligt højskoleliv, så er et af vore kreativekurser noget for dig.

∧ til toppen


Mountainbike og højskole 3. juli til 9. juli

Kursusleder: Højskolelærer Kristian Mølgaard og Mountainbikeguide Bo Simonsen

I løbet af ugen præsenterer vi en bred vifte af forskellige tilgange til det at køre mountainbike for dig. Frisk luft og naturoplevelsen, bevægelse, kondition, motion, teknik, spænding, adrenalinsuset eller noget helt andet. Hvad er det der trækker dig ud på mountainbiken? Djursland og Nationalpark Mols Bjerge tilbyder hele pakken, og vi håber, at du bliver inspireret til at tage noget af det med hjem.

Du kan blandt andet opleve mindst 4 mountainbikespor af varierende længde, højde, stil og sværhedsgrad, introduktion til bikepacking, som er et fænomen, der vokser i popularitet, mange ture på mountainbike, hvor der er andet en dyb koncentration ,og hjerte der banker – og så højskolelivet, når det er bedst med foredrag, morgensamlinger, fortællinger, fællesskab og festaften.

∧ til toppen


Familiekursus 10. juli til 16. juli

Kursusleder: Viceforstander Jeppe Jensen

Familiekurset er for hele familien, og det er naturligvis muligt at deltage med andre familiemedlemmer end børn og forældre.

Der er ikke nogen nedre aldersgrænse, men aktiviteterne er tilrettelagt for børn fra fire år. Nogle gange vil der være særskilt voksenprogram med for eksempel dans, foredrag og musikcafe. Men familiekursets grundtanke er fællesskab i familien, og derfor tager aktiviteterne udgangspunkt i, at familien skal have en aktiv tid sammen.

Familien oplever sammen

Kursets program er meget af tiden delt op i et program for børn under 12 år og et program for børn fra 12 år og op. Inden kurset starter vælger I jer ind på forskellige værksteder. Det er tanken, at I kan prøve mange forskellige værksteder i ugens løb, som for eksempel badminton, familieidræt, dragebyggeri, rollespilsvåben, sæbekassebiler, hulebyggeri, musik og bevægelse, eventyrtegning, Rube-Goldbergmaskiner, smykkeværksted, maleværksted, reb og rafter og bålmad.

Masser af sjove aktiviteter

Vi skal også tilbringe en dag i Nationalpark Mols Bjerge med aktiviteter og naturoplevelser og nyde en dag ved stranden med værksteder og kano. Ugen rundes af med en festaften med sæbekasserally, sportsevents og børnediskotek.

∧ til toppen


Glædens Øjeblikke uge 31

Kursusleder: Højskoleforstander Birgit Fuglsbjerg

Vi skal på udkig efter glæden! Den findes heldigvis mange steder i menneskelivet: I fortiden, i nutiden og i forhåbningen om fremtiden. Den findes i samværet med andre, i musikken, i

inspirationen og i litteraturen. Og på højskole har glæden særligt gode vilkår. Derfor er Glædens Øjeblikke et af vore mest populære og traditionsrige kurser. Her kan du opleve fællesskab, inspirerende foredragsholdere, nærvær, oplevelsesrige udflugter, musik og god mad.

∧ til toppen


Djurslands vilde planter uge 31

Kursusleder: Højskolelærer Sigrid Nielsen

På Djursland finder vi nogle af Danmarks fineste botaniske lokaliteter, og på kurset i botanikkens tegn skal vi udforske dem sammen. Vi skal på opdagelse i den flora, der knytter sig til de forskellige plantesamfund og sammen forundres over, hvordan arterne har tilpasset sig forskellige og til tider ret barske leveforhold.

Vi skal sammen dykke ned i, hvad der kendetegner de forskellige plantefamilier og arter for på den måde at få et solidt overblik over den danske flora. Der vil også blive lagt vægt på mulige anvendelser af planterne, lige fra plantefarvning til spiselighed. Kurset bliver en god blanding af teori og gummistøvleture ud i den djurslandske natur – alt sammen i selskab med andre planteinteresserede.

På kurset har du mulighed for at lære en god del af den danske flora at kende ved selvsyn sammen med andre botanikinteresserede, men du vil også lære og få mulighed for at øve dig i at bestemme ukendte planter på egen hånd. Du vil også få en større forståelse for, hvorfor arterne er fordelt, som de er mellem forskellige plantesamfund. På den måde vil du vende hjem fra kurset med et bedre blik for den danske natur – og med muligheden for at udforske den yderligere på egen hånd eller sammen med dine nye plantevenner. Og så er det hele selvfølgelig krydret med højskolelivet, når det er bedst med foredrag, morgensamlinger, fortællinger, fællesskab, sang og festaften.

∧ til toppen