Psykologi og pædagogik handler om at finde styrken til forandring

Pia Kirkegaard er underviser på linjefaget Psykologi & Pædagogik. Hun kan ikke få nok af vildskab og kreativitet – og så elsker hun at nørde udviklingsprocesser.

En lillebitte legetøjsbil på parkeringspladsen. En havfrue i vandkanten. Stjerner i potteplanterne. En barbiedukke med hovedet i en busk. Et spil fodbold iført plastikopper på øjnene. En guidet tur igennem en labyrint kun ved hjælp af et spejl. Magi, leg og oplevet erfaring i hverdagen er noget af det, Pia brænder for som højskolelærer. Det må gerne være inspirerende og overraskende – og så skal det bruges til at gøre livet bedre og sjovere for dem, man arbejder med. Og det er der rig mulighed for med Pia som lærer på linjefaget Psykologi & Pædagogik, hvor det handler om at bruge sig selv som redskab.

”At være dygtig til at arbejde med mennesker handler i meget høj grad om at kende sig selv og kunne arbejde med sig selv. At kunne være ærlig uden at prøve at leve op til et eller andet. Man skal være opmærksom på sine egne fordomme og blokeringer og arbejde med dem. Og det er der rum til på højskolen. Her kan man øve sig i at bruge sit sprog på nye måder i et trygt læringsrum og i at bringe sin viden og sine kompetencer i spil. Vil du bruge dig selv som redskab i andre menneskers liv, er du nødt til at gøre dig erfaringer og kende dit indre kompas,” siger Pia.

Linjefaget Psykologi & Pædagogik

På linjefaget Psykologi & Pædagogik er der masser af teorier og filosofier at diskutere og afprøve – og helst i praksis. Derfor hiver Pia ofte eleverne ud af huset for at afprøve metoder og teorier i praksis. De står for undervisning i en skovbørnehave eller en skole, de klatrer rundt i trætoppe med legeglade børn, og de besøger den offentlige psykiatri og uddannelsesinstitutioner for udviklingshæmmede. For Pia kommer de vigtigste erfaringer af at sætte sig selv i spil.

Hvor der er liv, er der Pia

Pia er uddannet i Interpersonel organisationskommunikation ved Aaborg Universitet. Noget af det, der tiltrak hende ved uddannelsen, var netop de psykologiske og pædagogiske dimensioner: for hvordan er det egentlig, vi får andre til at rykke sig? Det har meget at gøre med sprog, mener hun.

”Kommunikation er lig med udvikling. Det handler om at bruge sig selv, tage ansvar og deltage. Og det er dybest set det, jeg er højskolelærer for. Jeg vil gerne hjælpe mine elever med at rykke, og med at øve sig i det, der er svært. Få øje på det mellemmenneskelige og med at stå ved den, man er. Psykologi og pædagogik handler om at finde styrken til forandring,” siger Pia.

En helt særlig relation

Da Pia var færdiguddannet, arbejdede hun som proceskonsulent i et par år. Derefter blev hun daglig leder af en cafe, drevet af Sindslidendes Vilkår, for unge med skizofreni. Da jobbet som underviser i psykologi og pædagogik dukkede op på Rønde Højskole, gik hun efter muligheden for at blive underviser og for at arbejde med det hele menneske. Højskolelærerens særlige relation til eleverne gør nemlig, at man kan komme meget længere. Og som højskolelærer er der også stort fokus på processen: At starte helt fra bunden med et projekt og se, hvad der lykkes – og for Pia kan det ikke blive vildt nok.

”Jeg bliver så glad, når mine elever har en oplevelse af, at deres indsats betyder noget – at deres tilstedeværelse gjorde en forskel for dem, vi arbejder med. Det er super inspirerende sammen med eleverne at arbejde med teorier og metoder, lege med det og se det komme til live. Derfor er jeg som lærer altid åben overfor de ting, mine elever bliver optaget af. Der, hvor der er liv – dér er jeg. Som lærer er jeg ret spontan og eksperimenterende – Og jeg har stor tillid til eleverne – jeg tror på, at de kan en hel masse, og jeg elsker, når de tager over på noget,” siger Pia.

Kort om Pia

Navn: Pia Kirkegaard
Født: 9. marts 1980
Anciennitet: Højskolelærer på Rønde Højskole siden 2010
Underviser i: Psykologi & Pædagogik, Yoga & Mindfulness, PsykologiKonflikthåndtering samt Børn, Billeder & Bevægelse.
Uddannelse: Interpersonel organisationskommunikation ved Aaborg Universitet.

Pædagogik & psykologi


Overvejer du at arbejde med udvikling og undervisning af børn eller voksne? Her får du både teori og praktik. Læs mere her.

Læs om tidligere elevers vej til drømmestudiet her: