Læs om tidligere elevers vej til drømmestudiet her:

Mark: Jeg har altid haft en interesse for medicin og lægevidenskab

Til vinter kan Mark Alexander Berner-Hansen endelig give dette svar, når han bliver spurgt, hvad han læser: medicin. Lige nu er 22-årige Mark i gang med 5. semester på biomedicin i Odense, men til vinter skifter han til Københavns Universitet og drømmestudiet medicin.

“Jeg har altid haft en interesse for medicin og lægevidenskab. Helt tilbage fra 9. klasse hvor jeg var i praktik på et hospital,” fortæller Mark.
Lige siden Mark blev færdig med gymnasiet i 2015 har han forsøgt at komme ind på medicinstudiet. I fire år har Mark været portør på Bispebjerg Hospital, han har været i praktik i flere forskellige lande og arbejder frivilligt med uhelbredelige børn.
“Efterhånden får man lidt rutine i at skrive de her kvote 2 ansøgninger og ens papirer bliver bedre fra år til år. Dér kan man se, man udvikler sig.”

En del af Marks udvikling har fundet sted på sygepleje- og medicinlinjen på Rønde Højskole.
“Dagen efter jeg fandt ud af, jeg ikke var kommet ind på medicin efter 3. g, tog jeg over og besøgte højskolen og så gik det hurtigt derfra. Det var både det med fællesskabet, at der var en sygepleje- og medicinlinje og så at jeg aldrig havde hørt nogen tale dårligt om at være på højskole,” fortæller Mark.

Masser af oplevelser

Det er ikke til at sige, hvad der lige præcis har gjort udslaget og sikret Mark plads på medicinstudiet i år. Ifølge Mark selv er det nok en kombination af arbejdet som portør, årene på biomedicin og højskoleopholdet. For Mark selv er der ingen tvivl om, hvad tiden som højskoleelev har betydet:
“For mig har det ikke kun været målet, men også vejen derhen. Det skal være sjovt og højskolen har været en kæmpe del af det. Når jeg ser tilbage på mine to et halvt år på biomedicin og mit halve år på højskolen, kan det slet ikke sammenlignes. Der var så mange oplevelser på højskolen – især samarbejderne med Skejby, hvor vi kunne se, hvordan det er at være læge”.

“Alle er med”

Også menneskeligt har højskolelivet været en vigtig oplevelse for Mark.
“Højskolen har betydet sindssygt meget for mig! Også i forhold til at lære mennesker at kende og være sammen. Man lærer at indgå i et fællesskab på en helt anden måde, når man går op og ned af nye mennesker hver dag. Det er utroligt vigtigt, at man får set forskellige mennesker fra forskellige steder i landet, så man lærer at møde folk, hvor de er og hvor de er fra. Det har også gjort det lettere at danne relationer på studiet. Hvis efterskolen forbereder én til gymnasiet, så forbereder højskolen én til studiet. Alle bliver jo accepteret på højskolen, alle er med, der er dejlig stemning og det er lettere at være sig selv. Det tager man så med ud i verden, når man møder folk derude”.

For Mark var en stor del af højskoleopholdet mødet med de andre elever og deres forskellige baggrunde og interesser.
“Der var alle typer, der var journalister, folk fra hele landet, ja, hele verden. Jeg lærte for eksempel også, at man skal kæmpe tingene. Mange af os var der for kvote 2 og man ser sig omkring og ser, hvor meget de andre gerne vil det og de bliver bare ved. Så ved man, at man bare skal levere”.

Selvom Mark kom til højskolen og sygepleje- og medicinlinjen med en helt klar idé om, hvad han gerne ville, var han også åben for inspiration og nye muligheder.
“Det var højskolen, der introducerede mig for biokemi og viste mig den vej. Så det var vigtigt for mig at se, om der var andre muligheder. Om der rent faktisk var en plan B.”

Og det er nu den vej, der har været med til at føre Mark frem til drømmestudiet.

Så er der også alt det andet ved højskole, der ikke rykker så meget på kvote 2 ansøgninger:
“Jeg holder stadig stærk kontakt med mine højskolevenner, selvom vi er spredt rundt over hele landet. Vi taler sammen ugentligt og ses to-tre gange om året. Og selvom vi kun ses én gang om året, så er det som om, vi så hinanden i går.”
Og selvom drømmestudiet står og venter, så er der stadig en lille del af Mark, der ville ønske, at tiden kunne skrues tilbage og ikke frem:
“Man savner det altid og tænker altid tilbage på højskolen med et smil”.

Læs mere om sygepleje og medicin her…

Kalender

  1. Åbent hus den 10. januar

    10. januar 2019 - 17:30 - 20:00
  2. Åbent hus den 14. februar

    14. februar 2019 - 17:30 - 20:00
  3. Åbent hus den 7. marts

    7. marts 2019 - 17:30 - 20:00